Min fødders temperatur er p-e-r-f-e-k-t. Sjældent sagt, men af hele hjertet. De er veltilpasse, bløde, tror jeg. Min hårbøjle er lyserød, mit halstørklæde stribet, min top hvid, min bluse blå, mine bukser beige, min fødder bare. Og alt det selvfølgelige, selvfølgelig.
Hvornår sidder jeg her igen. Kunne jeg spørge. Men jeg lader være. For det er det eneste jeg gør - det er at spørge, sætte spørgsmålstegn. Men hvis ikke jeg finder svaret, gavner det jo ikke meget, forvirrer nok nærmere.
Hvis det skal gavne skal man nok bytte 'spørgsmål' ud med 'refleksion'. Jeg reflekterer. Jeg tænker. Dér var svaret. At tænke tanker.
Jeg har en blodig rift på min bedste fuck-finger. Bedste, som i den finger jeg rejser med en hurtig bevægelse i et aggressivt øjeblik! Eller bare for sjov. Hvis Illness træder til fx. Så er det en fucked glædesfinger til i face. Mis får den i siden. Boss får den i håret.
Min finger kan bruges til mange ting. Det kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved.