Et punktum på øjeblikket. et komma, i uendeligheden

Jeg står her. Jeg kan ikke andet end at føle mine følelser, tro på mine intuitioner. Frygt er ikke en del af mit ordforråd. Jeg trækker vejret.
At skrive er en nedskrivning af øjeblikket, følelserne heri. De er alt vi er. Nedskrivningen manifesterer eksistensen. Den ånder ikke, men er det tætteste vi kommer på forståelsen af: os.

Louise viste mig lige det her. vi kan godt lide det:)

I am nervous. I'm afraid. But I will stand here in the white hot heat of you. I will play Russian roulette with your playlists. I will tell jokes I'm not sure you'll find funny. I will hold on until there is no more reason to. And in the end, I will break the stars and resurrect the sun.

sechs meter fleisch

Jeg skal ud og se Rudi Dutschkes hus.

Mary Christmas

Vi har rykket rundt. På værelserne. I vores treværelseslejlighed. Nu er pigerne rykket ind i stuen, vi sover stadig i vores eget værelse. At jeg har fundet mig tilrette derinde, var mit argument for at blive. Tilgengæld har de nu det store værelse på hjørnet. Da vi var ved at rykke rundt ringede min chef og sagde at jeg skulle være tidligere på arbejde, halv fem i stedet for halv syv. Så kom jeg ellers i mit sorte tøj og høje sko og fik lagt en nytårsmakeup. Det skal jeg når jeg arbejder i teatret, oversprøjtet med Chanel parfume småløber jeg i mørket ned til U-bahn, læser i min bog hele vejen, skifter på Mehringdamm. Når jeg står af på Friedrichstr. går jeg modsat af de fleste andre, de går mod S-bahn. Jeg går efter pilen hvor der står Theater. Suger på et øjeblik tjæreindholdet af en hjemmerullet cigaret ned i lungerne, og går med krydsede fingre ind og smiler til chefen, i håb om at han ikke kan lugte min cigaret. Den anden dag spurgte han da jeg kom, om jeg havde spist hvidløg, knoblauch. I går, sagde jeg, da min onkel var på besøg og undskyldte derpå. Men så undskyldte han og sagde at det ikke gjorde noget. Når jeg er på arbejde står jeg oppe på første salen. Med ret ryg, stort smil: Guten abend, og holder programmet oppe i luften. Det er et tranvestit juleshow, en rigtig kending på den tyske scene, folk kommer langvejsfra. Jeg havde egentlig troet at det var et blandet publikum, herunder mange transseksuelle fx Men min erfaring er næsten udelukkende smækfede tyskere med fedtet hår der vælter sig op af den brede vindeltrappe. Mistænkelige er de også, når de nøje studerer udvalget af cd’er jeg har på mit bord. ”DFD” siger de alle sammen. I starten kneb jeg øjnene sammen, kiggede spørgende, DFD DFD gentager de med opspilede øjne mens de hakker på plastikcoveret med deres grove pegefinger negl. Jeg siger nein, leider es ist ein CD, stadig uvidende om hvad de gamle idioter snakker om, og skruer endnu mere op for tandpasta smilet. Efter en dyb vejrtrækning kommer jeg i tanke om at V udtales som F på tysk. Nu kan jeg med sikkerhed i stemmen sige at det kun er musik og kan stadig smile når de hidsigt lægger cd’en fra sig igen, de gamle tyskere vil sgu savle over skærmen, se transen i fuld figur. Dem om det, tænker jeg og slår rekorder i salget. Jeg sælger også mange bøger ”Das handsignierte Autobiografi von Georg Preusse. Heute ist immmer buch handsigniert.” Så river de til sig. Titlen på bogen er Mein leben in ihrem Schatten.

rumsterer, rumsterer, rumsterer. I køkkenet, på loftet, i kælderen.

The bathroom. Girlfriend talked a mile aminute about her day, how she saw a fistfight on the C train, how somebody liked her necklace and Boyfriend, with his smooth Barry White voice, just kept going Yeah. Yeah. Yeah. They'd shower together and if she wasn't talkinbg she was going down on him. All you would hear down there was the water smacking the bottom of the tub and him going Yeah. Yeah. He wasn't sticking around, though. That was obvious.

Junot Díaz: Drown

20 Jahre Mauerfall: Fest der Freiheit

Ich suche nicht. Ich finde.

- Pablo Picasso

I dag er det 20 årsdagen for murens fald. Jon Bon Jovi spiller på Brandenburger Tor, og der er kæmpe domino brikker i hele byen. Vi fandt først ud af i dag at Nelson Mandela har været her og signere én. Det er jeg ikke stolt af, men vi lever i vores egen lille bobbel her i Neukölln/Kreuzberg. Vi lever af veganermad, rødvin og Billie Holiday. Traver rundt i kulden, går til jazzkoncerter og kysser lidt på de andre udenlandstyskere. Ryger hash og holder fester, danser til vi segner.

Alle de tyskere jeg har snakket med om Murens fald er gamle Vestberlinere. Så når jeg spørger om de skal fejre ryster de på hovedet og siger nein, når jeg så kigger forundret på dem siger de egal. Men det er også kun gamle tyskere jeg har spurgt - dem der boede her dog da muren stod. Damen i U-bahn sagde at hun ikke havde kendt nogle i Øst. Og hun fik jo frisk frugt, frisch Obst. Det undrer mig dog lidt at Rudi ikke skal fejre. Men han ser det nok på TV, han er jo 81 år gammel. Han blev fængslet af russerne da han var 17, i 10 år indtil han var 27. Så købte Vesttyskland ham fri. Hans søn døde i en bilulykke. Birgitte har både børn og børnebørn. Jeg tror ikke de ser dem så meget, men de savner dem sikkert. De havde ihvertfald købt en hel pose julechokolade tilhver af os, og julemandslys var der også. Ét til hver. Og så en kirsebærsnaps.

Forvandlingen er orange

Sådan en morgen
og jeg cykler gennem byen
med åbne øjne
der kan se
solskinnet flyder
orangegult
som det sidste
i en glemt appelsinvand
og der falder
så få blade
fra træerne
at ingen
bemærker det

der er ved at ske

noget stort
tiden laver sig om
og på samme enorme måde
er fiskerkonerne
evige
på kanten af kanalen
i den lille bod
uden andet navn

fiskerkonerne
er én mægtig kone
som smiler
fra mægtige vejrslidte kinder
de smelter allesammen sammen

under samme tørklæde
og øjnene
øjnene er selvfælgelig blå
på grund af alle de fisk
som den tidlige himmel

Og alle de kvinder
der cykler her
bliver til sylfider
appelsinfarvede
i tiden ind imellem
de tager afsted
og kommer frem
flyver forbi
blandt andet fiskeboden
som små udødelige stjerner

højtideligheden
i dette sug
grænser flydende som vand
til den sodavandsboblende
lyksalighed

Naja Marie Aidt, "så længe jeg er ung" - samlede digte 1991-2008

You make me feel like the good days
will last forever

Amys 22nd birthday, today