lad os holde 2-mands nytårsaften - dig i guld og mig i sølv! os to og en flaske vodka / lad os lukke dørene til dit værelse og fejre nytår med manér, bare os to, men med hele svineriet, alt hvad der hører sig til - rejecocktail, portvin, kransekage, dronningens nytårstale. lad os danse os i ekstase, lad os drikke til vi segner, og lad os dejse om - sove rusen ud, dér i værelset, arm i arm,
guld i sølv
sølv i guld
lad os vågne op med dundrende hoveder og drømme vores drømme ud i året,
og lad os slikke os om munden, smage den lille rest af kransekage i mundvigen. gen-indsnuse den skærende lugt fra de utallige bordbomber, hvorfra de små orange plastikbiler, og andet konfetti, ligger spredt mellem krystalglassene.
lad os være indsnoet i serpentiner, og ihærdigt prøve at tvinge den sidste dråbe vodka ud.
lad os elske
hinanden
og lyden af knaldperler, i savsmuld, knaldende side om side med vores laksko
bittesmå
(en sang om Georg, om kærlighed. jeg elsker dig)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar