Hver gang jeg går herind borer en svag, med skarpt rettet lugt af banan sig frem i mit ansigt. Jeg tænker over hvornår jeg skulle have spist den banan, der frembringer lugten af den. Trods det ikke er så slemt, jeg vænner mig jo til det, ligesom jeg vender mig til mig selv på Roskilde Festival fx. En helt anden sag godt nok, men samme forundring som hver gang min næse nærmer sig min lysebrune armhule.
Tilbage til den solgule halvmåne, det er jo egentlig også ok, banan er jo en god ting. Men det er bare hver gang jeg træder ind af den hvide dør, så kan jeg næsten smage det, der bagerst på min tunge. Smagen træder dog først i karakter et par sekunder efter min entré. Det er bare det at det også er de sekunder der går, til mit blik falder på min seng der ikke er redt, lagnet der ingen vejne vender.
Og da lugten og smagen forsvinder, undrer det mig nu stadig, for jeg har jo for helvede ikke spist nogen gul banan, som ergo ikke burde give anledning til at lugte.
Jeg har godt nok ikke tømt min fyldte skraldespand, men jeg ved jo at jeg har ret. Jeg ved det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar