Hvornår bliver vi borte?

Da jeg var lille og boede i det store hus på Virums Stationsvej 57, gik i farvede gamacher, bondegårdsandaler og havde Mickey Mouse hårelastikker – var jeg overbevist om hvad der ville ske, når min mor døde. Når min mor døde, ville hun blive født som en lille pige, min lille pige og på den måde skulle vi altid hænge sammen. Så ville det blive min tur til at lave hendes mad, se hende lege i sandkassen og læse godnathistorier højt, når hun skulle i seng. Jeg ville være den der vidste alt, og hun ville kigge op på mig og spørge. Spørge om rigtig og forkert, det ville være hende der tegnede udenfor stregerne på kopitegningerne man fik i børnehaven. Det ville være hende der løb igennem hækken og sad i den gamle Gretes tilrøgede stuer, og spiste småkager og drak saftevand. Livet ville gang på gang udforme sig på Virum Stationsvej 57.
Men den kæmpe lilla rhododendron, fundene af ikke-uddøde forhistoriske lilla snegle (vinbersnegle) og splinterne jeg fik i numsen af at kurre ned af mit selv-sammenbankede legehus, bestod ikke. Jeg kan ikke huske hvornår det gik op for mig at min overbevisning var naivitet i sin pureste form, hvornår det gik op for mig, at man går bort. Det gik op for mig før min far døde. Selvom jeg umiddelbart tænker, at det må være på det grundlag, at mine øjne blev store.
Når ens øjne bliver store, kan man se mere end før de blev store. Da mine øjne blev store, begyndte jeg at græde. Græde af glæde, latter, sorg – eller i hvert fald troen om, at øjeblikket er lidt anderledes end det var lige før. Ligesom ens øjne bliver store når øjeblikket konsekvent ændrer sig. Vi bliver borte når…