Jeg tror det er frosten, der har gjort mig klar i hovedet. Sådan har jeg det i hvertfald lige nu, tidligere i dag, på vej hjem fra lægen. Næsen var kold, sikkert rød, parkacoat'en varm og min krop let på cyklen op af Vesterbrogade, med bitte hvide snefnug hvirvlende omkring mig. (Det gode ved dem er, at når de falder, indhyller de dig, alt omkring dig. Det er ikke blot en solstråle der rammer dig mellem hustagene, det er heller ikke regnen der gør dig våd. Når det sner kan du bare åbne munden, og bliver glad når et af de små snefnug rammer tungen. Er væk, før du når at se det. Snefnug, som små alfer, budbringere, der danser i vinden).
I dag var det første gang i mit liv, jeg mærkede tiden omkring mig, som var det første gang i mit liv at jeg oplevede sneen. Ihvertfald mindes jeg ikke at have haft en så klar dag som denne, længe.
Efter sommeren, lagredes nye oplevelser, mennesker, kys i min krop. Men alt nye, har vel også en bagside og synes først nu, brutalt at have kæmpet sig ud af kroppen - efter sygdom, på sygdom, på sygdom. Endelig slut, endelig rigtig fri. Kun med alt det gode, alt det der har været for meget, alt det der er blevet stærkere, alt det der har ændret sig. Jeg er fuld, beruset, på den gode måde du véd, af mennesker og kærlighed.
Nej, ingen Gud, kærlighed. Sig det højt, der behøves ingen beviser. Det kan ikke sammenlignes, Gud findes ikke. "Sund fornuft og naturlige følelser", det synes lige nu at være vejen til det der kommer. Hænderne der rækker og rækkes ud. Smilet på din læbe. Kig ud af smilehullerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar