Der hænder at vi snakker om det, men oftest gør vi ikke. Oftest knuger jeg hånden sammen, bider mig i underlæben og kigger stift lige ud, mens jeg går ned ad Vesterbrogade. Så er det at frustrationerne går ud af fødderne, og min kogende vrede siver ud af ørerne. Når jeg er vred har jeg lyst til at at forsvinde, forsvinde fra tilværelsen og være usynlig for alle jeg kender.
Men når vi endelig snakker om det, væltes vreden ud af munden. Ikke altid i en velstøbt enhed (hvad man principielt heller ikke forbinder med vrede), men i små gryntende toner om man vil, de sættes fri, for så at hænge i luften i et øjeblik, dale som en lille hvid fjer der aldrig har betydet noget, ned mod jorden.
Men fjerden er blødere at gå på end neglene mod håndfladerne og den bidende vind i ansigtet. Det er derfor "man skal snakke om tingene".
I går var jeg ikke vred. Men stod og skulle vælge mellem indegroet irritation eller snak. Irritation over nogle menneskers barnlighed og smålighed. Det jeg gjorde var at nævne den. Men som beskrevet kom den ud i underlige grynt, grynt der fik den til at lyde værre end den var, og de landte ikke på jorden, men just på min vens øjenlåg. Som var de skabt til at lande der, og se ned på min vens store, gode hjerte der vil alle det bedste og med den samme iver som mig, henrykkes over de skøreste ting. Det at jeg udlagde min irritation, som i grunden ikke havde noget med ham ellers hans gode venner at gøre, ramte alligevel ømt på hans loyale ansvarsfølelse og uklarheden det medførte, gør ondt, det var ikke meningen. Jeg kunne se det på ham, forvirringen på hans hænder og i hans øjne. Selvom jeg ikke kan være sikker på at han tænker over det nu, gør det stadig ondt. Det gør ondt, fordi det i grunden var så ligegyldigt.
Selvom ærlighed varer længst, selvom det er vigtigt at snakke om tingene, må jeg indse at tiden nogle gange er til indpakning. Indse at man ikke er lige betydelig i et hvert selskab. Grunden til at jeg har følt på en anden måde er at mine venner, altid søger at føle alle betydelige i deres selskab. Det er sådan stilen er lagt, selvom det ikke altid er det der gør en mest 'sej'. Men det er sådan vi gør, og det ender altid godt. Og i videre udstrækning ender vi i grin over vores egne syge selv'er.
Tiden er til venner. Jeg er krebs, man siger at de er følsomme familie mennesker. Jeg må konstatere at mine venner er familie.
1 kommentar:
Åh Marty! Betaget af dine ords fyldige klang, sidder jeg her og lytter til snemild lørdags jazz. Din rørende blog er så smuk og varm. Jeg læste den just. Jeg ville blot lige sige at jeg er er ked at greve-film-pigernes fremtoning, de ville have elsket dig, hvis de havde turdet snakke til dig. Men herregud, de er fra Greves egn . . . Hvis de bare vidste hvad Vesterbros guldklump havde at byde på!
Dagen i dag minder mig om den dag hvor du visittede mig i fridagens navn og frostens friskhed. Kiggede just på facebook, og suddenly stod mor ved min side og far med armen om min skulder (Du ved som man gør, når man er lidt stolt af sønnike.) Vi rullede forbi din profil fordi jeg ville vise dem lidt farvestrålende udpluk fra GAlla, og tænkte at de nok var at finde hos dig. Endnu engang måbede mine forældre over den kønne pige, der i sig selv skaber en ro blandt publikum, der opmærksomt iagtager, hver en finurlig lille del af den smukke helhed. Med 20'er hår der klæder hende så prægtigt. Min mor er helt overbevist om at du har importeret din inspiration derfra de glade, stilfulde 20'er. En direkte reference til forgangne tiders klasse ;)
Og en forundring, eller måske snarere beundring af dine mange facetter, bjørnehovedet, den røde elefanthuen, de extravagante vippemonteringer til nytår og den karakteristiske tyrering.
Mangesidet, fænomenal og original!
Send en kommentar