Edith Södergran

De fremmede lande

Min sjæl elsker de fremmede lande så højt,
som havde den intet hjemland.
I det fjerne land står de store sten
på hvilke mine tanker hviler.
Det var en fremmed der skrev de mærkelige ord
på den hårde tavle, der kaldes min sjæl.
Dage og nætter ligger jeg her og tænker
på hændelser der aldrig fandt sted:
min tørstige sjæl har engang prøvet at drikke.

Dikter (1916)


Triumf at være til ...

Hvad frygter jeg? Jeg er en del af det uendelige.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden blandt millioner af verdner,
som den bedste af alle stjerner der brænder ud til sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden løbe iskoldt i sine årer
og høre nattens tavse flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg kender ikke til andet end sol.

Tid - forvandlerske, tid - fordærverske, tid - fortryllerske,
kommer du med nye rænker, tusind listigheder og byder
mig en eksistens
som et lille frø, som en sammenrullet slange, som en klippe
midt i havet?
Tid - du morderske - vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang brænder alle stjerner ud, men de lyser
altid uden skræk.

(1916)

Septemberlyran (1918)