destinationen ukendt

Hvilken fredag!

Lige nu sidder jeg i stuen og hører Lisa Ekdahl efter en formiddag der startede med negative vibrationer og lige nu har jeg mod på det hele, det hele!

Vi startede med i engelsk at se filmen The Doors om Jim Morrisons liv, man drømte sig hen i 60'erne, til Venice Beach, The Factory og rock'n'roll. Mere skrig og til meget mere William Blake. Så gik turen til Phendeling i Nørregade som bød på en buddhistisk nonne. I buddhismen kigger man ind i sig selv, og hvad der var af svar på karma (årsag og virkning) var livsbekræftende. Jeg fik også buddhismens svar på at forholde sig til selvmord. Det tog mig lang tid at tage mod til at spørge, men jeg tog mig sammen og tænkte at der jo ikke var noget galt i at spørge, selvmord skal jo netop ikke være et tabu man ikke snakker om. Ironisk nok, var svaret jeg fik nemlig det samme som jeg selv er kommet frem til udenfor buddhistisk tankegang. Oversat til buddhistisk er svaret karma og medfølelse.

Karma. Medfølelse. Jo, det holder

Det første der skete da jeg kom ind i bussen hjem mod Vesterbrogade 208 - grunden til at jeg angiver adresse, er at hjem for mig er Vesterbrogade 208. Snart noget andet, hjem i Neukölln fx. I hvertfald var der en ældre sortklædt karismatisk dame med hvid neglelak, røde læber og meget blå øjne. Hun hoppede op fra sædet og spurgte om jeg ville ind og sidde, for jeg skulle sikkert længere end hun selv. Det endte med en lang snak om snak, om at blive ved med at snakke og om hvordan vi var før snakken. Men mest af alt tænkte jeg: Karma.

Solen skinner på den gamle dame med den blå rolator. Hun drejer i et U-sving midt ude på Vesterbrogade, rundt om den store hvide varevogn, der engang var hvid men nu er snavset, af livet.

Da jeg kom ind af døren var mamma H hjemme. Først fik jeg bekræftet min første Trendsaleshandel: Nye Sonia Rykiel sneaks. Og derefter brusede jeg ud om karma, om dagen, om solen om, dagens to nærbesvimelser og om selvmord. At det ikke handler om skyld! Men at perosn der begår selvmord selv står til ansvar, at det ganske rigtigt går ud over os pårørende; men at det aldrig bliover vores skyld. Med vores, mener jeg min mors, min brors og min skyld. I det hele taget menneskene omkring min far. Og jeg smilte da jeg sagde det, for jeg vidste det jo da hun sagde det, at det ikke er vores skyld. Og at der ingen grund er til vrede, men til medfølelse over at min far har haft det så dårligt at selvmord har været for ham, den eneste udvej.

Det var lettende at få bekræftet at der ingen synd er i, ikke at føle skyld.

Min mor mindede mig efter min talestrøm om, at det i dag den 27. marts 2009 er elleve år siden min far begik selvmord.

Og jeg er slet ikke det samme menneske som dengang, jeg er Martine