Det der med lykken, igen

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige. Eller, det er ikke fordi jeg ikke siger noget. Men indtil videre har det her virkelig været et specielt forår. Jeg har selv været gladere end nogensinde, generelt gladere end jeg kan huske jeg har været før. Jeg har formået at se livet, måden at leve det på, måden andre lever det på, i et helt andet lys end før. Jeg føler jeg har nået toppen, hvilket er underligt når jeg tænker på min alder, på en underlig måde føler jeg nemlig at jeg er kommet til et stadie der gør at jeg muligvis aldrig vil kunne ende i kulkælderen igen. Netop fordi jeg trods min alder, på mange måde allerede har skrabet bunden, så at sige.
Men det er jo naivt, det ved selv jeg også. Selvfølgelig kan og vil jeg komme til at gå i sort igen, men når den tid kommer er jeg sikker på at jeg vil, ikke være forberedt, men have lært mig selv nogle redskaber der gør at jeg vil tackle tingene anderledes. Bedre, forhåbentlig.

Når det er sagt kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan det er gået folk omkring mig her i foråret. Par efter par efter par efter par, ja det er kærestepar jeg snakker om, har slået, bliver ved med at slå op. Nogle af mine venner er også endt i depressioner og på trods af dette, på trods af at have taget del i alt dette har jeg formået at holde mine egne faner højt. Fedt, tænker jeg. Men kommer samtidig til at tænke på om det kan komme til at trække mig ned. Selvfølgelig ikke bevidst, jeg snakker på ingen måde om skyld. Men alle, menneskeheden omtaler lykken som en følelse der optræder i øjeblikke. Øjeblikke af forskellige længder, måske det ligefrem bliver en kortvarig sindstilstand.

Jeg kender dog én der fornægter den kendsgerning som resten af verden (min virkelighed) vælger at se. Han påstår et penge er lykken. At lykken bliver en uforanderlig instans i hans liv når han har penge. For det første kan man spørge hvad definitionen på "at have penge" er. Men venter man ved at sætte spørgsmålstegn ved det kan man, det gør jeg i hvertfald, undre sig over denne "selvindsigt". Ikke sagt at vi alle skal dele den samme, at lykken er det samme for os allesammen. At man ikke kan sidestille ham med den menneskehed jeg kender, har hørt om og læst om. Men min ven her påstår altså at penge for ham bliver lykken. Hans liv bliver nærmest et utopia her på jorden, siger han. Det lyder absurd og de første mange gange han sagde det og stod ved det han sagde, troede jeg ikke på det, ikke rigtigt. Tænkte at hvis man tog diskussionen rigtigt op, så ville han kunne blive overbevist om det jeg - indtil videre - er overbevist om.

Men selvom jeg snakkede om trygshedsbehov, nærværsbehov, selvtilfredshed, menneskets opnåelse af mål og håb der ikke omhandler penge stod og står han fast: Penge er lykken. Og jeg siger det igen det lyder grotesk og absurd at et egentlig så skønt et menneske påstår at han altid vil være ligeglad med kærligheden, han svarede mig ordret at han ville leve alene på en båd med alle sine penge og være lykkelig, uden kærlighed. Dertil snakkede jeg om tiden, om menneskets foranderlighed, om behov i tiden, at han måske nok, ja det kunne jeg ikke vide mig sikker på at han ikke ville, altså være fuldt ud lykkelig for en stund - han ville nok have det nemmere, undgå mange af de ting de umiddelbart ville gøre ham ulykkelig - men at han nok ville ændre livssyn som tiden gik, ville få et behov for tryghed, nærvær der ville gøre at han ville opgive det at have penge for kærligheden. Nej sagde han, nej, han stod og står fast.
Jeg tror på kontraster, men jeg mener det når jeg siger, at jeg ikke tror på ham.