destinationen ukendt

Genkendelsen i at læse egne tanker. Bekræfter menneskets alt. Også dette vil komme til genkendelighed en dag, måske allerede. Det er derfor vi elsker hinanden, snakker, samme sprog, alle sprog, triumferer i nærvær. Tabte min koldskål i morges. Skulle til at spise en skefuld, taber så skålen. Jeg så den falde. Brændt ler itu-slåes i mødet med det sort-hvidternede gulv, koldskål som modermælk i søer, sprøjt på skabslåger, fryseren, den gamle taburet, i leddet hvor de tre ben mødes. Sætter mig på hug og kigger på de to sidste kammerjunkere der var nøje afregnet med mængden af koldskål, indsmurt her i. Klokken var omkring halv elleve og jeg har ikke spist noget siden. Klokken er ti minutter over seks nu, sidder i Enghave Parken. Ved ikke om jeg føler sult eller ej, har røget to cigaretter siden jeg gik hjemmefra. Købte pakken i Mælkebøtten. Da jeg kom ind så jeg at min højre hånd var indsmurt i blod. Fik et plaster, kioskmanden satte det på min højre pegefinger. Der går en udenlandsk kvinde for enden af stien mellem bøgebuskene og græsset der er dækket af tusindfryd. Hun svinger med armene og har et bekymret ansigtsudtryk, klædt i en sart rosa hovedbeklædning. Resten af den løse, etniske dragt er samme farve. Man kunne tydeligt se hendes vielsesring, fingeren bulede ud på begge sider af den. Da hun var gået forbi anede jeg hendes lange sorte fletning der lå ned af den brede ryg, anede den igennem blondesjalet hun bar over tørklædet. Ved siden af mig ligger en and og en andrik i græsset. Jeg har flyttet mig fra pladsen i solen ved søen mellem de gamle arabiske mænd og de gamle nordiske damer. Jeg sidder alene på den bagerste sti nu. Mine hænder sveder og plastret har stoppet blodet. Jeg er sulten. Min krop ryster ihvertfald. En hær af måger, ledsaget af svaler er lige lettet over mit hoved. En bil hviner højlydt en knallert gasser op, flere måger. Nu har de samlet sig med svalerne ovre ved ænderne. Jeg vil gå hjem nu.