destinationen ukendt

• Der var damen der brød stilheden, da hun pudsede sin næse højrt og skrattende, på dne lille bro hvor udsigten var gul og søen fuld af guldfisk.
• jeg har været meget overrasket over den enorme tendens hos det tyske herskab til at bære muleposen som taske - i medgang og modgang. Jeg har overvejet siden hvornår denne tendens er blevet så populær, hvem der har taget alle med storm. Og jeg fik svaret. I går i Neuköllns rådhus' Bürgeramt. Egentlig er det mest immigranter - de unge, de tyrkiske, kunstnerne; lykkeridderne, der betræder denne gang. Men der var et gammelt tysk ægtepar. Manden med store øre og stor næse selvfølgelig, de gror jo hele livet. Begge med gråt hår og små som mus. Hvorfor er så mange gamle mennesker så små? Vil jeg også skrumpe ind til en lodden rosin, tanker virker underlig 1,80 taget i betragtning. Tilbage til svaret der bragte de to tyskere på banen. Damen foruden alt sit andet jordfarvede og pressefoldede tøj en taske. Ikke noget sindsoprivende her, en normal håndtaske, brun og lavet af læder. Hen til Heinrich Heine, og mit blik ved hans hånd. Den holder godt fast om intet ringere end en mulepose. Dér var svaret.
• Der er mændene der kalder dig smuk. Faktisk en af de smukkeste nogensinde. På fransk.
• Der er damen der kalder sig Infamous Karaokestar. Jeg spottede hende i går, i en boghandel, med tusindvis af bøger, på engelsk, i Prenzlauerberg, hun åbenede showet der foruden hende bestod af to andre kunstnere. Pigen der havde oversat en del af Shakespeares Romeo & Juliet til 14 forskellige sprog, ved hjælp af Google Translate. Og oversat dem alle tilbage til engelsk på tilsvarende måde. Resultatet siger sig selv. Jeg grinte meget.
• Alle menneskeer tænker. Nogle tænker mere, andre mindre. Den anden dag tænkte jeg: NU. Og satte mig ud i den første S-bahn mod øst, til endestationen. Drømmen var at ende i den ægte østtyske betonghetto. Ikke Treptower eller Friedrichshain. Men det grå beton. Istedet endt ejeg i skoven. Ud af toget, til højre lå Berliner Stadtforst, tårnede sig stor og grum og skræmte mine indvolde fordi jeg havde set Antichrist dagen før. Istedet gik jeg til venstre hvor der var en lille landsby. Fine huse, søde veje, mange fine biler - men ingen mennesker! Der var en fodpleje, en kiosk, en italiensk restaurant. Jeg gik rundt og rundt, i gadekæret hvor den ensomme kirke stod, ud på en beskidt mark bag Aldi og plejehjemmet. Blev glad ved kendelsens sødme over en Mary Christmas plakat som det eneste der lyste op i landskabet (men forklarer nok også det brogede publikum jeg har solgt programmer til). Der var også en mur. Jeg overvejede om det kunne være dele af Muren, og spurgte en gammel fætter ved busstoppestedet. Han sagde det var en grænse, Grenze, og jeg spurgte for at være sikker, hvad byen hed. Han kiggede underligt, jeg kiggede underligt tilbage kunne huske at S-bahn stoppet hed noget med Wilhelm men ikke hvad præcis. Jeg måtte udprente at jeg ville vide hvad denne lille by hed og han kiggede endnu mere underligt og sagde: Berlin, det her er Berlin. Og selvfølgelig er det Berlin han har ret, udpegede jo en rute hjemme på kortet i køkkenet, men det var weird at stå in the middle of nowhere, spørge hvior man er og få svaret Berlin. Mørke begyndte at falde på så ville skynde mig at snige mig ud i skoven, så en åbning for enden af en villavej. I det jeg er på vej ind i krattet kommer en tysker, hvilket for mig til at stoppe. Den samme tyske jeg havde set gå over gaden da jeg drejede ned af denne skov vej. En tysker i slagtertøj og rødt slayerhår der først sige ringenting, så kommer nærmere og spøger hvad klokken er. Ein viertel vor vier, og så benene på nakken. Ind i toget, ind til byen, mit Berlin, home sweet home, og så kogte jeg fuldkornspasta og rosenkål.