Mig og Moster Helga

Jeg kan ikke finde ud af om jeg af- eller bekræfter myten om at "hund" og ejer ligner hinanden

Lola

Lige nu

Lige nu burde jeg bare gå ned og gøre rent. Få det overstået.  Men jeg sidder og kigger på den skyfri himmel. Dejligt.

Sidste Falkofest var igår. Mit livs sidste Falkofest (som gymnasieelev vel og mærke. Jeg kan ikke afstå ideen om at møde op igen næste år og skabe mig). Mit livs sidste Falkofest blev et teen-party uden lige. Til opvarmning hos Martha spiste jeg pastasalat, drak lambrusco og elefant øl og læste højt af min nyerhvervede bog: Sadist-klubben. Oprindeligt udgivet på fransk i 1889. Jeg glemte mine høje berlinersko i den allerede tilredte stivhed og så gik det ellers over stok og sten hen til kreativitetens banemands højborg. Der var 3g lounge. I loungen stod jeg ved flygelet og sang Titanic; everynight in my dreams I see you I feel you. Det er sgu sådan det bliver, jeg hader og elsker det. Falko er mit livs kærlighed. Hvis ikke det var for Falko ville jeg ikke kende mine elskede piger, Thomas Brorholm, have scoret Sofie Augustinus og alle de andre umindeligt menneskelige mennesker der fylder mit hjerte med kærlighed og er smukke.

I går sagde jeg noget højt jeg aldrig har sagt højt før. Det hele begyndte på Tre Falke Skolen. Der var en pige der ikke var helt oppe på beatet. Hverken i vittigheder eller påklædning. Hun var ikke mainstream - to bad (lol). De andre sagde hun var grim. Umiddelbart var hun virkelig heller ikke pæn. Men alligvel var hun noget af det smukkeste. Og en dag da jeg kiggede på hende, gik det for alvor op for mig at alle mennesker er smukke. Man kan sige folk er smukke i fejl og mangler. Og alle kan være smukke med et godt lag makeup; man må i virkeligheden dømme efter renheden. Men sandheden er at alle er smukke. Også Laura fra X-factor. everone are fucking beautiful. Også Frankensteins monster. 

(jeg nedskriver det underspillede. mit næste digt).

Da jeg vågnede i morges drak jeg en cola og skrev en besked til mine piger. Jeg hvor blev natten af og spurgte hvad der var sket. Så stiv var jeg. Taber-stiv. Men jeg var "on fire" og jeg fortryder ingen stivhed; mit mål med aftenen blev indfriet. Men da jeg skrev til de andre hørte jeg pludselig lyden af en modtaget besked. Men jeg havde min mobil i hånden. Så jeg kiggede i min taske og der var ikke noget. Jeg kiggede lidt mere. Stadig ikke noget. Jeg kiggede i forrummet: BONUS. Louises bortkomne telefonn der gjorde at hun ikke var med Anna, Johannes, Mimi og mig  taxa ind til byen. Da vi var kommet frem og sad på en bar spurgte Anna mig om vi ikke skulle tage hjem, så vi kig ud og prjede en taxa. Så satte hun mig ind og sagde hun ville blive. Tak Anna, du gjorde det for min skyld. Det er kærlighed. (HVorfor egentlig ophøje kærligheden sådan, gøre den uhåndgribelig, svær at fange, flyvsk. Det er jo simpelt. Jeg tror bare vår at verden har sat menneskes sind i lidelse ind til den dag vi ser at vi er kærlighed. Og jo mere uhåndgribellig vi bilder os ind den er, jo længere væk kommer den. Det er logisk. Religion og krig opstår af blindhed.

Her af min revolution:

Som stærke, farverige, frie individer skal vi leve gennem fællesskabet. Nærmere definition fælger.

Tilbage til Anna kan vi snakke om to sider af samme sag. Hun ville også have diller.

Jeg hører Edith Piaf på højeste volume, kigger på Moster Helga og føler mig uanmindeligt boheme med min flade stråhåt med blåt silkebånd. Jeg fortryder jeg ikke fik Ella Fitzgerald cd'en. Men Edith Piaf er fantastisk.

Jeg var på loppemarked lige før. Købte en kæmpe bog med Pierre og Gilles kunst, købte Edith Piaf cd'en jeg længe har sukket efter i TP men ikke har haft råd trods de sølle 70 kr den koster som nypris. Og en ny cykelkurv! Det trængte jeg til eftersom den hvide har maltrakret begge mine Marc Jacobs tasker og nu har Acne tasken også fået en flænge. Bedst af alt købte en en flad stråhat med himmelblåt silkebånd om. Tjutal boheme. Jeg skal have den på hver dag, også i Berlin. Og så købte jeg Mster Helga. Porcelænsræven er en halv meter høj og havde tilhørt sælgerens Moster Helga. Jeg sagde jeg ikke ville være flabet men jeg ville prøve mig frem med den tier jeg nu engang havde fordi jeg virkelig gerne ville eje porcelænsræven. Hun pointerede flængen i øret og jeg pointerede det faktum at hun med garanti ikke ville få den solgt hvis ikke hun solgte den til mig. Jeg gik glad ud af Vesterbrogades solbelagte går med mit livs første og sidste ræv.

Igår efter sidste idrætstime, som var ret sørgelig fordi den bekræftede det lille stykke tid der er til det hele er slut. Og solen skinnede og Tira faldt i en kloak og forstuvede foden og vi løb rundt i kæder. Efter det og en rød næse lavet af solen i Grønnegården tog vi i fætter BR. Vi ville finde Darth Vader masker til festen. Men der var ikke nogen. Vi tog Teaterhjørnet. Der stod hele skolens 1g piger og udvalgte sig hver den samme glimtrede maske.

Vi endte med at bekræfte det faktum at Reimer Bo lyser ud af hele Faxe Missionsforenings ansigter. 

kh

revolution NU

Hvordan kan man have en dansklærer anno 2009 der retter en opgave forkert for at have set social indignation i et Tom Kristensen digt?

Dernæst sidestiller hun Tom Kristensen og Jens August Schade, jeg citerer hvad hun har skrevet ned: "Der er ingen af dem, der har et socialt engagement, og de er ikke pessimistiske"

"Jeg er ikke bornert nok til et system; ikke engang til mit eget!"

Friedrich Nietzsche

Betsy Walton

This is great. Just became a person, who saw some of the artworks by Betsy Walton.

fx, paper airplanes, bathing beauties and wish you were here 

Bror siger Dansk Designcenter. Jeg siger engelsk og biologi. Bror siger "bare 20 minutter". Jeg siger desværre "desværre".

Min mummikop er fyldt med te. Det er ikke just revolutionært, men hvem er også det? Tom Kristensen? "Victor Frankenstein"? ihvertfald ikke TF, fortalte jeg ham før han rejste. 

Vi fik fri fra skole for lidt siden. Religion om Freud (ødipuskompleks-neurose-religion. nej). Samfundsfag var kogeren som altid, det var kogeren som altid. Men solen har skinnet. Jeg har haft en grøn lang velourkåbe på. De andre sagde den var Harry Potter agtig. Men eftersom jeg ikke er den store Harry Potter fan ønsker jeg ikke et andet værd. Lige før vi fik fri begyndte det at regne. Og da jeg rejste mig for at gå ud af lokalet stak jeg hovedet ud af vinduesåbningen. Luften var tæt og tung, som varmt gummi. Tæt i luften, sommeregnen. Pelle sagde det lugtede af tyggegummi. Men det lugtede kraftigere, af sommerregn. 

What a day! The old zebraskin from my father just showed up.

This is not cool. I'm stucked on an essay, which I dont want to write. I could do it, but I simply dont feel like interpretate one more text, building the essay up step by step - using a paper telling me exactly which clues to look for. It's easy yes, but boring. Instead, I choose to write anything else.

I use to draw when I feel stucked here at my desk. Somehow I feel it's more okay to draw, than stare at the same pictures on Facebook for eight hours. But today I didn't draw any crazy faces, I just stared a my coralcoloured fingernails. Trying to write my own stuff in english, just as I do now. Like Paul E suggested my to do yesterday, so I've been giving it a shot. And it's a little weird. But it's also cool. Though I don't know how it sounds, since I'm not that rich of vocabulary (or grammar but that's not a secret; and it's the reason why I'm doing this). 

So when you don't write what you have to. And you don't write what you want to. 

I, get lost of the idea about living in the present, and I dream about graduation day. Which means no more essays. No more economic projects. Also, I decided I might no be wearing my cap at the the gradution day. I can't exactly explain why. At this point, I just don't feel like it. But I can say that this hat express the thing I hated about high school- the high school which is a perfect symbol of the absurd system our society has been build on. Follow the rules and yes, do be independent! But don't you dare to express indepence and individuality in a more creative way. No - follow the schedule or die. Maybe not die, but it's close... and then there is the cross at the student's cap. Another symbol of the bourgeois little country called Denmark, the red and white flag waving on the top of every white flagstaff. Oh my god. 

Instead I want to drink a hell lot of whisky and listen to the doors (not all the time though), with the ho's. Exploring our crazy minds, instead of letting them down. And I'm looking forward to go to Barcelona, travelling down the coast with Clara, eating paella and drinking Hans' special sangria. I'm looking forward to Berlin, to get my ass out of Copenhagen. But mostly I'm looking forward to be free, to do what i want. I try to live in the present, but the fact that six big papers are hanging over my head have comed to frustrate me, in someway. What I really feel like doing is reading. Reading what I want to read myself. I have a bunch of books lying on my coffeetable, waiting to get opened. But the pile are growing up, not down. 

I know I want the same as every other young people, who fulfilled the expectations and went to school for 13 years, without any break. 

And then, I'll probably dream back to this point in life, later on...

Essay - NOW

If -

If you can keep your head when all about you
Are losing theirs and blaming it on you,
If you can trust yourself when all men doubt you
But make allowance for their doubting too,
If you can wait and not be tired by waiting,
Or being lied about, don't deal in lies,
Or being hated, don't give way to hating,
And yet don't look too good, nor talk too wise:

If you can dream--and not make dreams your master,
If you can think--and not make thoughts your aim;
If you can meet with Triumph and Disaster
And treat those two impostors just the same;
If you can bear to hear the truth you've spoken
Twisted by knaves to make a trap for fools,
Or watch the things you gave your life to, broken,
And stoop and build 'em up with worn-out tools:

If you can make one heap of all your winnings
And risk it all on one turn of pitch-and-toss,
And lose, and start again at your beginnings
And never breath a word about your loss;
If you can force your heart and nerve and sinew
To serve your turn long after they are gone,
And so hold on when there is nothing in you
Except the Will which says to them: "Hold on!"

If you can talk with crowds and keep your virtue,
Or walk with kings--nor lose the common touch,
If neither foes nor loving friends can hurt you;
If all men count with you, but none too much,
If you can fill the unforgiving minute
With sixty seconds' worth of distance run,
Yours is the Earth and everything that's in it,
And--which is more--you'll be a Man, my son!

-Rudyard Kipling

Se de lyse sider

"Sæt nu, at et træ faldt om, Plys, og vi netop gik under det."

"Sæt, at det ikke gjorde det!" sagde Plys efter at have tænkt sig grundigt om.

1. april

Død og brud

opskrift på nedgang,

du ligger i mudder og kvæles i luft

Klædt i hvidt går du rundt om slottet

spytter i flasker som en anden alkoholiker

 

Alene fødes jeg

Alene dør jeg

Alene døde jeg

 

Kun drømmene bærer os

ud i intetheden jeg spiser et æble og ser

En lilla kjole, blafrer i vinden

jeg fryser og spørger dig nu, "har du set det udsprungne", "har du set det udsprungne". det er bumsen, det er grønt, det er dagen.

Onsdag var jeg kompetent til at åbne sodavand, skør og ung og så kirsebærtræer i nordvest.

Torsdag var pornoscrabble med OY og tog røven på mig, men gav dejlig fritid, magnolierne begyndte at tabe blade.

Fredag var Unicef, Las Vegas, otte ægteskaber og helt igennem godt og festligt humør.

Lørdag er en ramme cola zero, frisk luft, afblomstrede magnolier og Julies fødselsdag.

hej mis

skal

vi

lege

Selvom solen skinner, selvom jeg lige har spist, været på toilettet, selvom min neglelak ikke skaller og jeg fandt tredive kroner på Elhjørnets gulv i går, selvom testen var negativ, selvom jeg har sovet længe og snakket med venner hele dagen, selvom det blide forårslys flimrer på rummets vægge hvor i jeg sidder, på en blød seng og der er vand i hanen til at drikke og jeg har tredive par sko, selvom jeg fik smukke magnolier i går, så sker det at jeg mister modet; tabet lader sig vise i tårerne på min kind og trætheden er tyngden i mine arme - der kun er overflødige på mit enorme korpus og ryggen runder, selvom dagen smiler til mig jeg kan ikke se men jeg kan høre barnestemmerne, musikken, fuglefløjt og en knallert der gasser op efter at have holdt for rødt og jeg kan høre hvinet, jeg kan høre den søde musik når de kigger på hinanden, på den måde fortæller hinanden hvad kærlighed er,

jeg kigger mig i spejlet, det afslører urenheder og uoverkommelige timer

Langfredag

Jeg har den hudfarvede silkeunderkjole på jeg købte i genbrugsbutikken i Hundested. Den er for lille. Mine ellers småbyster er for store til de bystformedeblondeposer, der samles med en similisten i midten. Jeg drikker kaffe og spiser bastognekiks til morgenmad. Det er langfredag og der er lige så varmt udenfor som indenfor. Jeg skal udenfor om lidt. Min onkel sidder allerede ude i haven han ordner sine palmeagtige planter. De har stået i naboens drivhus hele vinteren, men nu er de kommet hjem til påske og min onkel piller alle de gule blade af der er i bunden af dem.

Andreas kommer snart. Da jeg skrev til ham før var han i Helsinge, så er der ikke længe til han kommer. Han skal tage bussen fra Vejby Station, for Peer har ikke nogen bil længere. Derfor var det også Svend vi kørte med da vi skulle til Gilleleje igår. Vi var nede på havnen kl 9 om morgenen og købe rødspætter. De var stadig levende da de kom op i posen, da vi kørte i bilen hjem og da jeg bar dem ind. Hver og én var stadig levende indtil Svend havde hentet sin filetkniv og stod ved jernbordet ude i haven og begyndte flå dem. Han havde flået mange tons rødspætter tidligere, der var ikke noget problem sagde han. Op på træskærebrættet kom de da også og så røg først hovedet sammen med lyden af halsen der bev hakket over. Så blev den skåret op på siden med finnen og det grå skind røg af. Sådan gik det yderligere fem gange, hvor en af dem stadig sprællede som en vild efter hoved og hud var røget, hovedet i en blå skraldepose sammen med de fleste og mest blodige indvolde. Så sagde Svend jeg skulle gå ind og hælde vand over dem, det gjorde jeg. Senere pillede Peer dem fri fra resten af indvoldene.

Jeg så feriebilleder fra Thailand og Mexico i går. Det var Svend og Bente der viste mig dem, for det var dem der havde taget dem. Sidste marts var de en måned i Mexico, nu havde de lige været en måned i Thailand. Eller fire uger som termen lød. De havde billederne på DVD, så vi sad i stuen langt fra det 40 tommer store fladskærms TV og så billederne køre af sig selv. I Thailand havde alle været meget søde. Hver aften havde de fået en drink på den Blå Elefant og havde fået tre sagde Bente, men Svend rettede det til fire, blomsterbørn. På billedet var der kun tre af dem undskyldte Svend, men fire små børn var kommet løbende ind for at sælge jasminer ved deres bord hver aften. De var blevet ved med at komme fordi, de vidste at de kunne få penge hos dem. Ligesom at de havde lagt penge unde deres hovedpuder hver morgen når de var gået fra hotellet. Sidste dag før de rejste var rengøringspigerne kommetløbende og havde foræret dem en kæmpe muslinge uro og en lille plastikkurv, ligeledes dekoreret med muslinger. De havde også sovet på flodbåde, sæt enden af Dødens Jernbane der hvor den grænser op til Burma, en lille dreng havde de fanget på kameraet da han hoppede fra et træ og ned i den vilde strøm i en vandfald. De havde været i en landsby med børn der sang og hvor de havde danske køer. Og en aften Svend havde bestilt kød, havde han fået koyver. Efter to bidder spiste han ikke mere. Til gengæld spiste en anden turist, fra Hundested, meget.

De mødte et par fra Hundested som de fulgtes med. "Indavl" sagde Svend, det er de i Hundested. Hver gang man spiste på restaurant i Thailand fik man en skål med ananas ind. Når de havde spist med parret fra Hundested havde manden, spist al ananasen før nogle af de andre havde nået at få noget. Svend og Bente havde også reddet på elefanter. Bente havde styret elefanten på et tidspunkt. Jeg så billeder af det hele. Flest billeder fra de red på elefanten. Elefantmanden der havde gået foran, med snoren, var nemlig blevet ved med at tage billeder. Hele tiden simpelthen. Hvis ikke Svend havde stoppet ham til sidst sagde han, havde han stadig taget billeder nu...

(vi er) The Daffodils

og der er fyldt med påskeliljer. Hvis man kigger ordentligt efter, kan man se at de glimter af guld. Jeg kan huske at de hedder daffodils pga. det virkelig gode Wordsworth digt af samme navn.

Og det er jo det optimale band-navn. Men uden musisk talent er det et gruppenavn. 

The Daffodils.

I wandered lonely as a cloud

That floats on high o'er vales and hills,

When all at once I saw a crowd,

A host, of golden daffodils;

Beside the lake, beneath the trees,
Fluttering and dancing in the breeze.

Continuous as the stars that shine

And twinkle on the Milky Way,

They stretch'd in never-ending line

Along the margin of a bay:

Ten thousand saw I at a glance,
Tossing their heads in sprightly dance.

The waves beside them danced; but they

Out-did the sparkling waves in glee:

A poet could not but be gay,

In such a jocund company:

I gazed -- and gazed -- but little thought
What wealth the show to me had brought:

For oft, when on my couch I lie

In vacant or in pensive mood,

They flash upon that inward eye

Which is the bliss of solitude;

And then my heart with pleasure fills,
And dances with the daffodils.

Liljernes farve er rød. Ikke tomatrød og ikke lyserød. Ikke bordeaux, men tæt på. Mørkere end blod. De står i en gammel krystalvase og de blomstrer stadig, de blomstrer indtil de visner. 

Det store kaffeglas er beskidt. Dvs. at der ligger lidt kaffegrums i bunden af det, at der er et par brune dråber der er løbet ned af siden og på kanten, et aftryk fra mine læber. For lidt siden gik jeg ud i køkkenet, fyldte elkogeren med 0,5 l vand fordi det ca. er den mængde vand jeg skal bruge til et stort glas neskaffe. Jeg fylder den altid lidt ekstra end nødvendigt fordi jeg bilder mig ind at det er ulækkert hvis jeg hælder alt vand fra elkogeren i glasset, at det så vil være fyldt med kalk og derfor smage dårligt.

Den trådløse B&O telefon virker ikke. Har lige prøvet at ringe til Alberte, på hjemme og mobil og til Louise. Men Bang & Olufsen telefonen virker ikke -hvor gik det galt?

I Information og alle andre af landets dagblade skriver de om den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen. De skriver om Anders Fogh Rasmussen og stillingen som generalsekretær i NATO. Om ansvaret der ligger heri og om Tyrkiets modstand af at han får denne ansvarlige stilling. 

Jeg sidder på en fletstol i stuen. Her er ingen hjemme, jeg nyder stilheden. De røde liljer står lige foran mig. Gennem bukettens utæthed kan jeg ane den anden stues støvgrå vægge, det er en smuk kontrast til de røde liljer. Det tomme kaffeglas står til højre for mig. Det er mit første glas kaffe i et par dage selvom jeg har haft brug for det, jeg har suset rundt, danset i ét virvar, lavet Ho-Manifest, hørt Himmelhunden live, kysset, crowdsurfet, drukket Jack Daniels, hørt The Doors, spist cupcakes og ben&jerry's, drømt og læst amerikansk muscle magazine (speciel Bruce Lee udgave). Jeg er som så mange gange før i overflod af kærlighed - til mine venner, til masserne, til livet. Jeg prøvede at ringe til Alberte fordi jeg skulle sladre om i søndags. Det var en reaggae søndag med babser og Fine Festival. Men  jeg ville også høre hvordan hun rigtigt har det, selvom vi snakkede om det i fredags tror jeg der mangler noget, for der er stadig tårer på vej.

Jeg har haft en brusende weekend (tors-tirs), vejret er godt, alle har fødselsdag og jeg skal i sommerhus om lidt. Lars Løkke Rasmussen er Danmarks statsminister.

Livet er min legeplads.