Lige nu burde jeg bare gå ned og gøre rent. Få det overstået. Men jeg sidder og kigger på den skyfri himmel. Dejligt.
Sidste Falkofest var igår. Mit livs sidste Falkofest (som gymnasieelev vel og mærke. Jeg kan ikke afstå ideen om at møde op igen næste år og skabe mig). Mit livs sidste Falkofest blev et teen-party uden lige. Til opvarmning hos Martha spiste jeg pastasalat, drak lambrusco og elefant øl og læste højt af min nyerhvervede bog: Sadist-klubben. Oprindeligt udgivet på fransk i 1889. Jeg glemte mine høje berlinersko i den allerede tilredte stivhed og så gik det ellers over stok og sten hen til kreativitetens banemands højborg. Der var 3g lounge. I loungen stod jeg ved flygelet og sang Titanic; everynight in my dreams I see you I feel you. Det er sgu sådan det bliver, jeg hader og elsker det. Falko er mit livs kærlighed. Hvis ikke det var for Falko ville jeg ikke kende mine elskede piger, Thomas Brorholm, have scoret Sofie Augustinus og alle de andre umindeligt menneskelige mennesker der fylder mit hjerte med kærlighed og er smukke.
I går sagde jeg noget højt jeg aldrig har sagt højt før. Det hele begyndte på Tre Falke Skolen. Der var en pige der ikke var helt oppe på beatet. Hverken i vittigheder eller påklædning. Hun var ikke mainstream - to bad (lol). De andre sagde hun var grim. Umiddelbart var hun virkelig heller ikke pæn. Men alligvel var hun noget af det smukkeste. Og en dag da jeg kiggede på hende, gik det for alvor op for mig at alle mennesker er smukke. Man kan sige folk er smukke i fejl og mangler. Og alle kan være smukke med et godt lag makeup; man må i virkeligheden dømme efter renheden. Men sandheden er at alle er smukke. Også Laura fra X-factor. everone are fucking beautiful. Også Frankensteins monster.
(jeg nedskriver det underspillede. mit næste digt).
Da jeg vågnede i morges drak jeg en cola og skrev en besked til mine piger. Jeg hvor blev natten af og spurgte hvad der var sket. Så stiv var jeg. Taber-stiv. Men jeg var "on fire" og jeg fortryder ingen stivhed; mit mål med aftenen blev indfriet. Men da jeg skrev til de andre hørte jeg pludselig lyden af en modtaget besked. Men jeg havde min mobil i hånden. Så jeg kiggede i min taske og der var ikke noget. Jeg kiggede lidt mere. Stadig ikke noget. Jeg kiggede i forrummet: BONUS. Louises bortkomne telefonn der gjorde at hun ikke var med Anna, Johannes, Mimi og mig taxa ind til byen. Da vi var kommet frem og sad på en bar spurgte Anna mig om vi ikke skulle tage hjem, så vi kig ud og prjede en taxa. Så satte hun mig ind og sagde hun ville blive. Tak Anna, du gjorde det for min skyld. Det er kærlighed. (HVorfor egentlig ophøje kærligheden sådan, gøre den uhåndgribelig, svær at fange, flyvsk. Det er jo simpelt. Jeg tror bare vår at verden har sat menneskes sind i lidelse ind til den dag vi ser at vi er kærlighed. Og jo mere uhåndgribellig vi bilder os ind den er, jo længere væk kommer den. Det er logisk. Religion og krig opstår af blindhed.
Her af min revolution:
Som stærke, farverige, frie individer skal vi leve gennem fællesskabet. Nærmere definition fælger.
Tilbage til Anna kan vi snakke om to sider af samme sag. Hun ville også have diller.
Jeg hører Edith Piaf på højeste volume, kigger på Moster Helga og føler mig uanmindeligt boheme med min flade stråhåt med blåt silkebånd. Jeg fortryder jeg ikke fik Ella Fitzgerald cd'en. Men Edith Piaf er fantastisk.
Jeg var på loppemarked lige før. Købte en kæmpe bog med Pierre og Gilles kunst, købte Edith Piaf cd'en jeg længe har sukket efter i TP men ikke har haft råd trods de sølle 70 kr den koster som nypris. Og en ny cykelkurv! Det trængte jeg til eftersom den hvide har maltrakret begge mine Marc Jacobs tasker og nu har Acne tasken også fået en flænge. Bedst af alt købte en en flad stråhat med himmelblåt silkebånd om. Tjutal boheme. Jeg skal have den på hver dag, også i Berlin. Og så købte jeg Mster Helga. Porcelænsræven er en halv meter høj og havde tilhørt sælgerens Moster Helga. Jeg sagde jeg ikke ville være flabet men jeg ville prøve mig frem med den tier jeg nu engang havde fordi jeg virkelig gerne ville eje porcelænsræven. Hun pointerede flængen i øret og jeg pointerede det faktum at hun med garanti ikke ville få den solgt hvis ikke hun solgte den til mig. Jeg gik glad ud af Vesterbrogades solbelagte går med mit livs første og sidste ræv.
Igår efter sidste idrætstime, som var ret sørgelig fordi den bekræftede det lille stykke tid der er til det hele er slut. Og solen skinnede og Tira faldt i en kloak og forstuvede foden og vi løb rundt i kæder. Efter det og en rød næse lavet af solen i Grønnegården tog vi i fætter BR. Vi ville finde Darth Vader masker til festen. Men der var ikke nogen. Vi tog Teaterhjørnet. Der stod hele skolens 1g piger og udvalgte sig hver den samme glimtrede maske.
Vi endte med at bekræfte det faktum at Reimer Bo lyser ud af hele Faxe Missionsforenings ansigter.
kh
