hoes before bros

"Vel forbyder Politiet at bære hemmelige Vaaben, og dog er intet Vaaben så farligt som den kunst at kunne erindre"

Søren Kierkegaard: "Enten - Eller"

Boss fortalte mig at hendes farmor havde sendt en artikel om overspringshandlinger. Om nervøsitet og lavt selvværd. Mest om uoverskuelighed. Jeg har egentlig ikke lavet de store overspringshandlinger i min AT-læsning før i dag. For efter at have læst noget er uoverskueligheden steget mig til hovedet. Struktur, sagde hun, struktur. Ikke just mit favoritord, men klokken er nu 17.47 - det er tid til struktur.

I følge Wikipedia; har overspringshandlingen forbindelse til det filosofiske tankeeksperiment kaldet "Buridans æsel".

Buridans æsel, filosofisk paradoks:

Et æsel står lige langt fra to bunker foder af samme størrelse og kvalitet. Hvis man antager, at æselet opfører sig fuldstændigt rationelt, har det ingen grund til at foretrække den ene bunke frem for den anden. Det kan derfor ikke nå til en beslutning om, hvilken stak det skal æde først og vil derfor blive stående på stedet – og sulte.

du er skrupskør madicken

Jeg bliver uendeligt forvirret når jeg tænker det et hjerte symboliserer, nemlig kærlighed. At det er kroppens dyrebareste muskel er der ingen tvivl om; den pumper blodet ud i kroppen, er essentiel for funktionen, for at vi kan leve. Men hvornår blev det symbol på kærligheden? Hvornår blev det forvredne hjerte jeg her har kastet ind i paint og farvet rødt, et symbol på kærligheden?
Selvfølgelig er hjertet livsgivende, ligesom kærligheden, men hvornår begyndte vi at sætte lighedstegn mellem en muskel der befinder sig i venstre side af brystet, en paint tegning og den flygtige kærlighed som livet, i sin meningsløshed lader os ligge og fumle med, hige efter, kvæles i, leve for?

"All that we are is the result of what we have thought. If a man speaks or acts with an evil thought, pain follows him. If a man speaks or acts with a pure thought, happiness follows him, like a shadow that never leaves him." Buddha

gode lugte

• løg, lige før det får øjnene til at løbe i vand
• benzin
• regn - og tætheden i luften lige før
• bøger
• syrener på en stille villavej, en sen lørdag eftermiddag
• nyvasket tøj
• én selv, efter en lang gåtur (og kinderne er kolde og friske)
• marc jacobs daisy, den er lige blevet tom
• frisklavet kaffe
• min farmors have
• tibetansk røgelse
• ...
  

starter med a og slutter med a

ad som i chokolade, alt for meget chokolade..

Det der med lykken, igen

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige. Eller, det er ikke fordi jeg ikke siger noget. Men indtil videre har det her virkelig været et specielt forår. Jeg har selv været gladere end nogensinde, generelt gladere end jeg kan huske jeg har været før. Jeg har formået at se livet, måden at leve det på, måden andre lever det på, i et helt andet lys end før. Jeg føler jeg har nået toppen, hvilket er underligt når jeg tænker på min alder, på en underlig måde føler jeg nemlig at jeg er kommet til et stadie der gør at jeg muligvis aldrig vil kunne ende i kulkælderen igen. Netop fordi jeg trods min alder, på mange måde allerede har skrabet bunden, så at sige.
Men det er jo naivt, det ved selv jeg også. Selvfølgelig kan og vil jeg komme til at gå i sort igen, men når den tid kommer er jeg sikker på at jeg vil, ikke være forberedt, men have lært mig selv nogle redskaber der gør at jeg vil tackle tingene anderledes. Bedre, forhåbentlig.

Når det er sagt kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan det er gået folk omkring mig her i foråret. Par efter par efter par efter par, ja det er kærestepar jeg snakker om, har slået, bliver ved med at slå op. Nogle af mine venner er også endt i depressioner og på trods af dette, på trods af at have taget del i alt dette har jeg formået at holde mine egne faner højt. Fedt, tænker jeg. Men kommer samtidig til at tænke på om det kan komme til at trække mig ned. Selvfølgelig ikke bevidst, jeg snakker på ingen måde om skyld. Men alle, menneskeheden omtaler lykken som en følelse der optræder i øjeblikke. Øjeblikke af forskellige længder, måske det ligefrem bliver en kortvarig sindstilstand.

Jeg kender dog én der fornægter den kendsgerning som resten af verden (min virkelighed) vælger at se. Han påstår et penge er lykken. At lykken bliver en uforanderlig instans i hans liv når han har penge. For det første kan man spørge hvad definitionen på "at have penge" er. Men venter man ved at sætte spørgsmålstegn ved det kan man, det gør jeg i hvertfald, undre sig over denne "selvindsigt". Ikke sagt at vi alle skal dele den samme, at lykken er det samme for os allesammen. At man ikke kan sidestille ham med den menneskehed jeg kender, har hørt om og læst om. Men min ven her påstår altså at penge for ham bliver lykken. Hans liv bliver nærmest et utopia her på jorden, siger han. Det lyder absurd og de første mange gange han sagde det og stod ved det han sagde, troede jeg ikke på det, ikke rigtigt. Tænkte at hvis man tog diskussionen rigtigt op, så ville han kunne blive overbevist om det jeg - indtil videre - er overbevist om.

Men selvom jeg snakkede om trygshedsbehov, nærværsbehov, selvtilfredshed, menneskets opnåelse af mål og håb der ikke omhandler penge stod og står han fast: Penge er lykken. Og jeg siger det igen det lyder grotesk og absurd at et egentlig så skønt et menneske påstår at han altid vil være ligeglad med kærligheden, han svarede mig ordret at han ville leve alene på en båd med alle sine penge og være lykkelig, uden kærlighed. Dertil snakkede jeg om tiden, om menneskets foranderlighed, om behov i tiden, at han måske nok, ja det kunne jeg ikke vide mig sikker på at han ikke ville, altså være fuldt ud lykkelig for en stund - han ville nok have det nemmere, undgå mange af de ting de umiddelbart ville gøre ham ulykkelig - men at han nok ville ændre livssyn som tiden gik, ville få et behov for tryghed, nærvær der ville gøre at han ville opgive det at have penge for kærligheden. Nej sagde han, nej, han stod og står fast.
Jeg tror på kontraster, men jeg mener det når jeg siger, at jeg ikke tror på ham.

Carnation, Lily, Lily, Rose

Singer Sergant


Det er så smukt det her maleri. det nærmest dufter af barndom, uskyldighed, midsommer, af liv. hvis man kigger på det fra siden, så computerskærmen formørker motivet skinner lyset i papirslamperne stadig igennem - prøv det, det er vildt.
vildt ligesom trækronerne og lidenskaben og alt andet foråret formår at pulsere liv ind i.

hvis du tør at elske kan du alt hvis du tør at elske

The Pre-Raphaelite Brotherhood

The Eve of St. Agnes, John Everett Millais

det er en lysende pære der lyser på mig

Som jeg har sagt så mange gange før er den 1. maj min ynglingsdag. Før 1. maj var det tirsdag. Det jeg vil sige er, at tirsdag - nu er én lang svimmelhed, et kapitel, et underligt liv for sig selv i livet. Det lyder overdrevet, men må alligevel skrives sådan hvis man skal kunne forstå det. Tirsdag lavede jeg erhvervsøkonomiprojekt. Om natten, selvfølgelig, 

hvilket resulterede i 3 timers søvn. 

Onsdag var vi på rust og tanzede til lyden af de gamle, onde hæphoppere hele natten, "en succes" som Mums senere beskrev aftenen

hvilket resulterede i 3 timers søvn.

Fik dog 2 timer senere, men det var blot før jeg tog ud til B med hele klassen pre-druk til første skoledag dansede, diskuterede og havnede kl 5 på gulvet i en ske mellem Dark og Bodil, 

hvilket resulterede i 3 timers søvn.

Direkte tog vi så i skole, dødsdruk og afgangsshow, Frederiksberg Have og Fælledparken, sol og cykelrytter arme (ser jeg nu). Det sidste jeg erindrer er min mor der kommer løbende hen til mig da jeg er ved at bakse mig selv og den babylyserøde Rocky cykel ind i gården, klokken har vel været syv.

Jeg vågnede kl 2, skrev til pigerne og her var svaret jeg fik tilbage af Anna Dark:

"Jeg har kun ét enkelt ord der kan beskrive livet: lol. Lol på den smukke måde! :-* på dig<3"

LOL! Lol som i livet, kærligheden og afgangsshowet.

Efter at være vågnet klokken 2 og hældt en masse vand ned, på trods af at vand smager så dårligt som det gør når man har tømmermænd, kunne jeg ikke sove. Tro det eller ej, jeg loggede på facen. Med planer om at logge af igen og se Min nabo Totoro. Istedet faldt jeg i snak med en Frederik der mindede mig om denne tekst:

The Ink Spots: I Don't Want To Set The World On Fire

I don't want to set the world on fire
I just want to start a flame in your heart

In my heart I have but one desire
And that one is you
No other will do

I've lost all ambition for worldly acclaim
I just want to be the one you love

And with your admission that you feel the same
I'll have reached the goal I'm dreaming of

Believe me

I don't want to set the world on fire
I just want to start a flame in your heart

Nu hører jeg Grieg's Morgenstimmung og kigger på morgenen, stilheden. I hele denne verden er det kun fuglene og mig, der er vågne. 

jeg kan se stilheden

det er en klar morgen, bladene bevæger sig kun sagte på træerne og himlen der både er klart lyseblå og lavendelfarvet bærer stilheden hvor imod fuglen flyver hastigt, minder mig om at verden ikke er et af de glansbilleder jeg samlede på som barn.

det er så fredfyldt, pludselig kan man se

drømmen om geo

og jeg råber tilbage

at jeg elsker dig,

for det gør jeg

Bror og Marty på (det vildeste) eventyr!!!

Lørdag formiddag drog Bror og jeg på loppemarked i den ondeste tømmermandsrus efter at have danset lejligheden tynd til Edith Piaf. Og så kig turen ellers ud i den Frederiksberg'ske forårssol ser i den grad mildnede vores fordrukne kroppe op! Louise fik også besøg af væmmelige mennesker og selv endte vi med at have en så ekstatisk og vidunderlig formiddag som hjertet begriber!

Mig og Moster Helga

Jeg kan ikke finde ud af om jeg af- eller bekræfter myten om at "hund" og ejer ligner hinanden

Lola

Lige nu

Lige nu burde jeg bare gå ned og gøre rent. Få det overstået.  Men jeg sidder og kigger på den skyfri himmel. Dejligt.

Sidste Falkofest var igår. Mit livs sidste Falkofest (som gymnasieelev vel og mærke. Jeg kan ikke afstå ideen om at møde op igen næste år og skabe mig). Mit livs sidste Falkofest blev et teen-party uden lige. Til opvarmning hos Martha spiste jeg pastasalat, drak lambrusco og elefant øl og læste højt af min nyerhvervede bog: Sadist-klubben. Oprindeligt udgivet på fransk i 1889. Jeg glemte mine høje berlinersko i den allerede tilredte stivhed og så gik det ellers over stok og sten hen til kreativitetens banemands højborg. Der var 3g lounge. I loungen stod jeg ved flygelet og sang Titanic; everynight in my dreams I see you I feel you. Det er sgu sådan det bliver, jeg hader og elsker det. Falko er mit livs kærlighed. Hvis ikke det var for Falko ville jeg ikke kende mine elskede piger, Thomas Brorholm, have scoret Sofie Augustinus og alle de andre umindeligt menneskelige mennesker der fylder mit hjerte med kærlighed og er smukke.

I går sagde jeg noget højt jeg aldrig har sagt højt før. Det hele begyndte på Tre Falke Skolen. Der var en pige der ikke var helt oppe på beatet. Hverken i vittigheder eller påklædning. Hun var ikke mainstream - to bad (lol). De andre sagde hun var grim. Umiddelbart var hun virkelig heller ikke pæn. Men alligvel var hun noget af det smukkeste. Og en dag da jeg kiggede på hende, gik det for alvor op for mig at alle mennesker er smukke. Man kan sige folk er smukke i fejl og mangler. Og alle kan være smukke med et godt lag makeup; man må i virkeligheden dømme efter renheden. Men sandheden er at alle er smukke. Også Laura fra X-factor. everone are fucking beautiful. Også Frankensteins monster. 

(jeg nedskriver det underspillede. mit næste digt).

Da jeg vågnede i morges drak jeg en cola og skrev en besked til mine piger. Jeg hvor blev natten af og spurgte hvad der var sket. Så stiv var jeg. Taber-stiv. Men jeg var "on fire" og jeg fortryder ingen stivhed; mit mål med aftenen blev indfriet. Men da jeg skrev til de andre hørte jeg pludselig lyden af en modtaget besked. Men jeg havde min mobil i hånden. Så jeg kiggede i min taske og der var ikke noget. Jeg kiggede lidt mere. Stadig ikke noget. Jeg kiggede i forrummet: BONUS. Louises bortkomne telefonn der gjorde at hun ikke var med Anna, Johannes, Mimi og mig  taxa ind til byen. Da vi var kommet frem og sad på en bar spurgte Anna mig om vi ikke skulle tage hjem, så vi kig ud og prjede en taxa. Så satte hun mig ind og sagde hun ville blive. Tak Anna, du gjorde det for min skyld. Det er kærlighed. (HVorfor egentlig ophøje kærligheden sådan, gøre den uhåndgribelig, svær at fange, flyvsk. Det er jo simpelt. Jeg tror bare vår at verden har sat menneskes sind i lidelse ind til den dag vi ser at vi er kærlighed. Og jo mere uhåndgribellig vi bilder os ind den er, jo længere væk kommer den. Det er logisk. Religion og krig opstår af blindhed.

Her af min revolution:

Som stærke, farverige, frie individer skal vi leve gennem fællesskabet. Nærmere definition fælger.

Tilbage til Anna kan vi snakke om to sider af samme sag. Hun ville også have diller.

Jeg hører Edith Piaf på højeste volume, kigger på Moster Helga og føler mig uanmindeligt boheme med min flade stråhåt med blåt silkebånd. Jeg fortryder jeg ikke fik Ella Fitzgerald cd'en. Men Edith Piaf er fantastisk.

Jeg var på loppemarked lige før. Købte en kæmpe bog med Pierre og Gilles kunst, købte Edith Piaf cd'en jeg længe har sukket efter i TP men ikke har haft råd trods de sølle 70 kr den koster som nypris. Og en ny cykelkurv! Det trængte jeg til eftersom den hvide har maltrakret begge mine Marc Jacobs tasker og nu har Acne tasken også fået en flænge. Bedst af alt købte en en flad stråhat med himmelblåt silkebånd om. Tjutal boheme. Jeg skal have den på hver dag, også i Berlin. Og så købte jeg Mster Helga. Porcelænsræven er en halv meter høj og havde tilhørt sælgerens Moster Helga. Jeg sagde jeg ikke ville være flabet men jeg ville prøve mig frem med den tier jeg nu engang havde fordi jeg virkelig gerne ville eje porcelænsræven. Hun pointerede flængen i øret og jeg pointerede det faktum at hun med garanti ikke ville få den solgt hvis ikke hun solgte den til mig. Jeg gik glad ud af Vesterbrogades solbelagte går med mit livs første og sidste ræv.

Igår efter sidste idrætstime, som var ret sørgelig fordi den bekræftede det lille stykke tid der er til det hele er slut. Og solen skinnede og Tira faldt i en kloak og forstuvede foden og vi løb rundt i kæder. Efter det og en rød næse lavet af solen i Grønnegården tog vi i fætter BR. Vi ville finde Darth Vader masker til festen. Men der var ikke nogen. Vi tog Teaterhjørnet. Der stod hele skolens 1g piger og udvalgte sig hver den samme glimtrede maske.

Vi endte med at bekræfte det faktum at Reimer Bo lyser ud af hele Faxe Missionsforenings ansigter. 

kh