destinationen ukendt

(Du græder og græder. Nu, i dag, her til aften har du grædt. Du synes det hele er uretfærdigt, fordi alle er uretfærdige. Jeg synes du skal åbne øjnene og tage dig sammen - det har du gjort før. Det er ikke for at lyde overbærende, det er ikke fordi jeg er naiv - jeg ved godt man har brug for at græde en gang imellem. Og jeg fremstiller dig egentlig ikke på en fair måde. Men du er hyklerisk, og det orker jeg ikke, ikke mere. Vi har ret til at have et sind som Amin Jensen eller Mahatma Gandhi eller Ruth Evensen. Men lad dig, for fanden være dig (- for en gangs skyld))