De Evige Tre

Den første weekend i november 2008, drog de tre kæmpehoer til Sveriges land. Målet var at ramme Tattamåla, en lille øde flække godt gemt mellem Konga og Siggamålå. Vi havde pakket det varme tøj, pulverkartoffelmos, kaffe og mælk, en lille ryger og de bedste cd'er til den timer lange køretur. Da vi først kørte over Øresundsbroen denne fredag eftermiddag indså vi at nu kørte vi, nu var det kun os og Run DMC feat. Aerosmith's Walk This Way. Over stok og sten, ud i markerne, et pit stop på en tank alt gik godt! INdtil det blev mørkt. Da var altså også her kortet skulle aflæses mere omhyggeligt - hvilket viste sig at være sværere end som så når Kisser havde lavet en så stor og fed tuschplet der hvor vi skulle dreje at vi ikke kunne se hvad byen hed. I mørket for vi altså vild på de øde mørke veje. Men på ægte ho-maner holdt vi gejsten oppe, og selv om vi måtte holde indtil siden og liste vores små pige kroppe over den store vej og Louis benådede rabetten med sit lunkne kaffeudtrykne indre, fandt vi flyvebanen. Alberte vidste, at hvis vi fandt flyvebanen var vi på rette vej. Flyvebanen er en meget bred vej, på et meget fladt område, hvor himlen ligger meget lavt. Den blev bygget under Anden Verdenskrig, men er i dag, var for hoerne, et stjerneskud der pejlede mod varme, små ludere og gun.

Efter at have fået ild i pejsen, røget så vi imiskendeligt dansede amok til Matisyahu på de lyse gulvbredder krøb vi glade, og stolte over ikke at være fortabte ude i den svenske ødemark, ned i soveposerne og drømte os hen i freden.

Freden indikerede også vores morgen; da vi slog vores små blegfesne øjne op var lyset så skarpt og smukt ind i huset og fra slet ikke at have kunnet se noget af landskabet da vi ankom om aftenen, kiggede vi nu direkte i den rimklare morgenstund der isnende hvid og solen stod ned i mellem de kæmpe birketræer og ned på den store blanke sø for enden af grunden. Nu kokkerede vi så det helt store måltid og lagde os derefter hen foran pejsen for at få udrettet noget fagligt. Og tro det eller ej, fagligheden forsvandt i det at

Hings kalder. Fortsættelse følger...