hmm..

Min fødders temperatur er p-e-r-f-e-k-t. Sjældent sagt, men af hele hjertet. De er veltilpasse, bløde, tror jeg. Min hårbøjle er lyserød, mit halstørklæde stribet, min top hvid, min bluse blå, mine bukser beige, min fødder bare. Og alt det selvfølgelige, selvfølgelig.
Hvornår sidder jeg her igen. Kunne jeg spørge. Men jeg lader være. For det er det eneste jeg gør - det er at spørge, sætte spørgsmålstegn. Men hvis ikke jeg finder svaret, gavner det jo ikke meget, forvirrer nok nærmere.
Hvis det skal gavne skal man nok bytte 'spørgsmål' ud med 'refleksion'. Jeg reflekterer. Jeg tænker. Dér var svaret. At tænke tanker.

Jeg har en blodig rift på min bedste fuck-finger. Bedste, som i den finger jeg rejser med en hurtig bevægelse i et aggressivt øjeblik! Eller bare for sjov. Hvis Illness træder til fx. Så er det en fucked glædesfinger til i face. Mis får den i siden. Boss får den i håret.

Min finger kan bruges til mange ting. Det kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved.

hmm..

A. (jf. Vrøvl 1) bringe i urede, filtre, sno, blande sammen olgn.; ogs. som udtr. for forvirret (kriblende, kravlende, planløs) bevægelse.

:)

Hvem sagde royalist?

Dronningen sender sine varmeste hilsner til alle og ønsker hver og en, et godt og glædeligt nytår.
Hun, Prinsgemalen og hendes familie er meget taknemmelige over al den hjertelighed vi udgyder.

Og så skal vi huske og sige tak. Af respekt for vore medmennesker, siger hun vidst. Derfor er det vel også på rette sted at hun siger 'tak' for vores skattepenge. Og omvendt, trækker hun kinserne til. Hårfin balance, men har alligvel kun et ord til overs. Det er ikke en del af mit daglige ordforråd, men alligvel fyldt med substans, til dette forrøgede stykke med kogt skinke og salt.

LOL

"Den menneskelige intelligens er fælles"

Jacques Rancière

Tillykke med fødselsdagen, J. F. O.

Farverne på min hvide væg, minder mig om sommerdage

vi
gik hånd i hånd
græsset under himlen, alt midt i
mellem. Hinanden,
det der har været før,
det der kommer,
det der kom,
bragte uenighed med sig

*

vi
gik hånd i hånd
kiggede
hinanden i øjnene
bekræftede selvfølgeligheden
smilet afslørede dig, mig

*

i går
havde jeg den samme følelse
mærkede din
varme
hånd i min,

netop som jeg passerede Frederiksberg Have -

ånden i nakken,
duften
af ren
enkelhed

*

en indskydelse
brød op i sindet
selvom vi var bekendte med den,
gik vi videre

Jeg
gik hen af Frederiksberg Allé
vante skridt nedover fortovskanten
nu, brosten under fødderne

Lange veje lagt i brosten,

veje på hver side af Alléen

*

Min Allé, min dans, min verden
- en indskydelse
fik mig til at stoppe op.

Jeg går videre nu,

solsikkerne har ingen Herre
men Frederiksberg Allé
forbliver
min.

Jeg glæder mig i denne tid

”Picture Pippi Longstocking and swedish movie director Ingmar Bergman having a love child. That's me."

Den såkaldte horror-kunstner, Mia Mäkilä udstilliger i MOHS exhibit, Valdemarsgade 36, 13-14/3 2009!

Fristende og frastødende; væmmes lidt, men smiler mest. Og glæder mig til at se udstillingen!

"That's what I want"

klik klik, på titlen,

poesi

du har sluppet en lort
derfor
lugter her
derfor
åbner jeg vinduet

du havde ikke selv åbnet vinduet,
efter du lod lorten falde
fra dit røvhul
Nu er det åbent på vid gab -

i går

utilsløretrenpurneutralenkelmartine

En udtværet vaffelis
omgivet af et massivt pigtrådshegn
skøre slanger vogter
halvmånen lyser
jordbær blinker på den sorte nattehimmel

Aldrig, har jeg set en tykkere tåge udenfor mit vindue - end lige nu!

i dag

i dag

skævt

i dag er i dag fordi i dag er skæv. jeg er rundtosset, i dag er rundtosset. Mit hoved sidder skævt, det burde sidde lodret. Mit ene øje stikker frem, det andet sidder dybere, bagved. Min krop er fordrejet, hvorfor tog du ikke billedet ordentligt. Farverne er forskruede, det er jo ikke ærligt. Men det er stadig mig, i dag.

i dag er i dag er i dag.

Man ødelægger altid andres ting, sådan er det bare. Man sætter en lillefinger på, og straks går det galt. Hvorfor advarer hjernen ikke, ligesom hvis du sætter en finger på en varm kogeplade. Nervesignalerne fortæller, at gør ondt, man trækker fingeren til sig, undgår forbrændingen. Det er bare det man ikke fatter med elektronik, dette fremtidens udstyr - nervesignalerne kan ikke registrere den slags.

Man er mig i det her tilfælde, mig der skubbede en ekstra cd ind i drevet på min venindes computer. En regning på 900 kr der netop er betalt. Ergo 900 kr mindre at spendere i Berlin om to uger. Færre øl, færre indkøb.

Og det bare fordi jeg satte min Feist cd ind oveni en Sex and the City dvd. (Jeg håber de begge er uskadt.)

Jeg må bare huske på: Vi bruger så meget tid på at bekymre os over alt muligt, ærgre os over spildte penge osv. Men når vi tænker os om - hvor mange af vores bekymringer udmunder så i reelle problemer?
Som sagt er regningen betalt, snart glemt, jeg må ikke bruge min tid på at ærgre mig. Det er livet nu for godt til.

"Dig og mig"

guess who

fuck mayn - it's me

Hvornår bliver vi borte?

Da jeg var lille og boede i det store hus på Virums Stationsvej 57, gik i farvede gamacher, bondegårdsandaler og havde Mickey Mouse hårelastikker – var jeg overbevist om hvad der ville ske, når min mor døde. Når min mor døde, ville hun blive født som en lille pige, min lille pige og på den måde skulle vi altid hænge sammen. Så ville det blive min tur til at lave hendes mad, se hende lege i sandkassen og læse godnathistorier højt, når hun skulle i seng. Jeg ville være den der vidste alt, og hun ville kigge op på mig og spørge. Spørge om rigtig og forkert, det ville være hende der tegnede udenfor stregerne på kopitegningerne man fik i børnehaven. Det ville være hende der løb igennem hækken og sad i den gamle Gretes tilrøgede stuer, og spiste småkager og drak saftevand. Livet ville gang på gang udforme sig på Virum Stationsvej 57.
Men den kæmpe lilla rhododendron, fundene af ikke-uddøde forhistoriske lilla snegle (vinbersnegle) og splinterne jeg fik i numsen af at kurre ned af mit selv-sammenbankede legehus, bestod ikke. Jeg kan ikke huske hvornår det gik op for mig at min overbevisning var naivitet i sin pureste form, hvornår det gik op for mig, at man går bort. Det gik op for mig før min far døde. Selvom jeg umiddelbart tænker, at det må være på det grundlag, at mine øjne blev store.
Når ens øjne bliver store, kan man se mere end før de blev store. Da mine øjne blev store, begyndte jeg at græde. Græde af glæde, latter, sorg – eller i hvert fald troen om, at øjeblikket er lidt anderledes end det var lige før. Ligesom ens øjne bliver store når øjeblikket konsekvent ændrer sig. Vi bliver borte når…

"Jeg vil bare være i fred og passe mine kartofler og drømme!"

fri og ufri

Min far begik selvmord. Selv-mord. Myrdede sig selv.

Det giver så lidt mening, fordi det er så brutalt. Eller - det lyder brutalt, brutalt som bare pokker. Måske satte han i virkeligheden bare sig selv fri. Fri fra valg, der ikke kunne træffes rigtigt, følte han. Fri fra denne absurde verden. Han afgjorde at han ikke kunne leve sit liv, at han ville være bedre foruden.

Måske, at vi ville begå os bedre foruden. Måske er det rigtigt. Det ved vi ikke. Det får vi aldrig at vide. Mord er en uforanderlig handling. Nu er det os, der står her uden svar - se dét er mord.

She Moves In Her Own Way

åh den her sang gør mig hver gang glad! glad, glad, glad! RÅber og skriger og fægter med armene. Specielt lige nu hvor jeg har fundet ud af at computerreparationen koster 900 og ikke 3000 kr!!!!!!!!!!!!!!!!!!
det gør ikke noget at det er gråt, at jeg ikke har lavet bio rapport, fuck fuck fuck det.
MOVING ON TO BETTER THINGS!