23.2.09
In the event of my demise
When my heart can
beat no more
I hope I die for a
principal that I
have lived for
I will die
before my time because
I already, feel
the shadow's depth
So much I wanted to
accomplish before
I reached my death
I have come to grips
with the possibility
and wiped the last
tear from my eyes
I loved all
who were positive
In the event of my demise
Tupac
When my heart can
beat no more
I hope I die for a
principal that I
have lived for
I will die
before my time because
I already, feel
the shadow's depth
So much I wanted to
accomplish before
I reached my death
I have come to grips
with the possibility
and wiped the last
tear from my eyes
I loved all
who were positive
In the event of my demise
Tupac
jo tak, estrada dusty pink
Acne brillierer, igenDette par ville stå godt til den røde elefant hue...
Her, kun her, netop her, måske flere steder (disse vil jeg ikke indrømme endnu) vedkender jeg at Bob Dylan kan noget. Efter utallige afspilninger af Desire på anlægget står det tydeligere og tydeligere at han har noget, noget specielt. Hvorvidt det for vildt kan jeg ikke sige endnu men One More Cup of Coffee er et skønt nummer, lyt lyt.
19.2.09
De Evige Tre
Den første weekend i november 2008, drog de tre kæmpehoer til Sveriges land. Målet var at ramme Tattamåla, en lille øde flække godt gemt mellem Konga og Siggamålå. Vi havde pakket det varme tøj, pulverkartoffelmos, kaffe og mælk, en lille ryger og de bedste cd'er til den timer lange køretur. Da vi først kørte over Øresundsbroen denne fredag eftermiddag indså vi at nu kørte vi, nu var det kun os og Run DMC feat. Aerosmith's Walk This Way. Over stok og sten, ud i markerne, et pit stop på en tank alt gik godt! INdtil det blev mørkt. Da var altså også her kortet skulle aflæses mere omhyggeligt - hvilket viste sig at være sværere end som så når Kisser havde lavet en så stor og fed tuschplet der hvor vi skulle dreje at vi ikke kunne se hvad byen hed. I mørket for vi altså vild på de øde mørke veje. Men på ægte ho-maner holdt vi gejsten oppe, og selv om vi måtte holde indtil siden og liste vores små pige kroppe over den store vej og Louis benådede rabetten med sit lunkne kaffeudtrykne indre, fandt vi flyvebanen. Alberte vidste, at hvis vi fandt flyvebanen var vi på rette vej. Flyvebanen er en meget bred vej, på et meget fladt område, hvor himlen ligger meget lavt. Den blev bygget under Anden Verdenskrig, men er i dag, var for hoerne, et stjerneskud der pejlede mod varme, små ludere og gun. Efter at have fået ild i pejsen, røget så vi imiskendeligt dansede amok til Matisyahu på de lyse gulvbredder krøb vi glade, og stolte over ikke at være fortabte ude i den svenske ødemark, ned i soveposerne og drømte os hen i freden.
Freden indikerede også vores morgen; da vi slog vores små blegfesne øjne op var lyset så skarpt og smukt ind i huset og fra slet ikke at have kunnet se noget af landskabet da vi ankom om aftenen, kiggede vi nu direkte i den rimklare morgenstund der isnende hvid og solen stod ned i mellem de kæmpe birketræer og ned på den store blanke sø for enden af grunden. Nu kokkerede vi så det helt store måltid og lagde os derefter hen foran pejsen for at få udrettet noget fagligt. Og tro det eller ej, fagligheden forsvandt i det at
Hings kalder. Fortsættelse følger...
17.2.09
Varme
I dag til yoga startede og sluttede vi med at afspænde som vi plejer. Anderledes i dag var det dog at vi skulle tænke på et rum, et godt rum. Jeg kom i tanke om Mummidalen - hvis man læser de tegneserierne bliver man helt lyksalig af at se på denne. Det er et bakket lysegrønt landskab i fuld flor; blomster i alverdens farver ligger ud over engene, mummitroldene danser her rundt i glæde og jeg glædes selv endnu mere ved tanken om at være i deres sted.
Jeg har set et sted som dette. På Ærø, en varm forårsdag sidste år. Cykelturen fra Ærøskøbing til Søby var meget lang. Gennem terræner, små landsbyer med gadekær, sving der gør en rundtosset. Pludselig cykler man langs vandet og få minutter efter er man inde i det idylliske landskab igen. Ikke den slags tur jeg oftest tilbagelægger på en cykel og netop derfor måtte min store ladne krop da også gå død. Men netop før den gjorde det på cykelturen sidste år, lige da jeg kunne mærke at mit sind svimlede allermest i varmen, var allermest fyldt med en så klingende romantisk idyl at jeg troede jeg skulle falde af cyklen. Der fangede mit blik virkelighedens Mummidal. På den anden side af hegnet der var sat op af gamle pæle var græsset endnu grønnere en hidtil og mælkebøtter og andre småblomster prydede dette syn og det slog gnister i mine øjne, pga solen der stod lige over bakketoppen og fastlåste dette uendeligt smukke stykke danskhed midt på den lille ø, ude i det ganske danske øhav.
Og det var dette der blev mit rum i dag. Det var her jeg i få minutter der føltes som time indelukkede al min ro, al min varme, al min glæde. Her jeg fokuserede og afgrænsede mit sind og pludeselig følte mig til stede igen; mit hjerte gav et hop og min krop genopfyldtes med positiv energi. Energi der frembragtes i et smil og et pludseligt skær af lys på indersiden af øjenlågene. Og dette skete i det forrige fitnessholds stadigt hængende svedlugt, i en tætpakket, tætbedugget holdsal på en brugt gummimåtte på Gasværksvej. Men idyllen, roen, glæden, indkransede blot endnu mere og da jeg efter at have have lavet en times øvelser, herunder en del der åbner brystet var jeg så lettet, som da jeg først havde begyndt cykelturen på den varme forårsdag for snart et år siden.
Jeg genså en utopi og jeg vil aldrig glemme den.
Jeg har set et sted som dette. På Ærø, en varm forårsdag sidste år. Cykelturen fra Ærøskøbing til Søby var meget lang. Gennem terræner, små landsbyer med gadekær, sving der gør en rundtosset. Pludselig cykler man langs vandet og få minutter efter er man inde i det idylliske landskab igen. Ikke den slags tur jeg oftest tilbagelægger på en cykel og netop derfor måtte min store ladne krop da også gå død. Men netop før den gjorde det på cykelturen sidste år, lige da jeg kunne mærke at mit sind svimlede allermest i varmen, var allermest fyldt med en så klingende romantisk idyl at jeg troede jeg skulle falde af cyklen. Der fangede mit blik virkelighedens Mummidal. På den anden side af hegnet der var sat op af gamle pæle var græsset endnu grønnere en hidtil og mælkebøtter og andre småblomster prydede dette syn og det slog gnister i mine øjne, pga solen der stod lige over bakketoppen og fastlåste dette uendeligt smukke stykke danskhed midt på den lille ø, ude i det ganske danske øhav.
Og det var dette der blev mit rum i dag. Det var her jeg i få minutter der føltes som time indelukkede al min ro, al min varme, al min glæde. Her jeg fokuserede og afgrænsede mit sind og pludeselig følte mig til stede igen; mit hjerte gav et hop og min krop genopfyldtes med positiv energi. Energi der frembragtes i et smil og et pludseligt skær af lys på indersiden af øjenlågene. Og dette skete i det forrige fitnessholds stadigt hængende svedlugt, i en tætpakket, tætbedugget holdsal på en brugt gummimåtte på Gasværksvej. Men idyllen, roen, glæden, indkransede blot endnu mere og da jeg efter at have have lavet en times øvelser, herunder en del der åbner brystet var jeg så lettet, som da jeg først havde begyndt cykelturen på den varme forårsdag for snart et år siden.
Jeg genså en utopi og jeg vil aldrig glemme den.
15.2.09
13.2.09
12.2.09
Der ligger sne på roskilde bakke
og der ligger sne på tagene
det sneede da jeg var i Berlin
og da jeg sov
Jeg drømte om hashkager og tågerne
der stiger op fra kloakkerne
Farverne reflekterer her i rummet
fra tøjet der hænger på bøjler
spejler sig i spelje og rammer og mine øjne
to sløjfer til venstre for mig, et marcipanbrød i min mave
ella fitzgerald var
en stor dame med en stor stemme
hun sang sange der vækker mit hoved og får mig til at kigge
på jer alle sammen
men mest på mig selv
fordi jeg handler om mig selv
se det er ærlig snak
at jeg handler om andet end mig selv
og i sidste ende mig selv igen
ordene handler om mig selv
i en forstand - jeg læser ikke om mig selv
lad mig røre dine øjne
når jeg ser dem
handler det også om dig
sne på min tunge
nynner jeg
og der ligger sne på tagene
det sneede da jeg var i Berlin
og da jeg sov
Jeg drømte om hashkager og tågerne
der stiger op fra kloakkerne
Farverne reflekterer her i rummet
fra tøjet der hænger på bøjler
spejler sig i spelje og rammer og mine øjne
to sløjfer til venstre for mig, et marcipanbrød i min mave
ella fitzgerald var
en stor dame med en stor stemme
hun sang sange der vækker mit hoved og får mig til at kigge
på jer alle sammen
men mest på mig selv
fordi jeg handler om mig selv
se det er ærlig snak
at jeg handler om andet end mig selv
og i sidste ende mig selv igen
ordene handler om mig selv
i en forstand - jeg læser ikke om mig selv
lad mig røre dine øjne
når jeg ser dem
handler det også om dig
sne på min tunge
nynner jeg
Waffle, Skittle, Chill og Thong drog fredag aften mod Berlin. I Neukölln fandt vi et paradis, velplaceret på hjørnet over Döner Kebab og Lidl. Hvilke stunder vi havde i den fleecebeklædte hjørnesofa, på de uslebede gulvbredder, foruden alle andre sorter af tre og multifarvede vægge i de finurlige lejlighed.
Byen Berlin var en gave i sig selv som den plejer. Stor og lille, multikulturel i ét virvar - i arkitekturen, menneskeheden, stemningen, lyset, duften, musikken, blikkene.
Billedet er en del af Jannowitzbrücke hvorfra det fantastiske TVtårn på Alexanderplatz er til skue. Det købte jeg sammen med et større, aflangt, lyserødt motiv af Kottbusser Tor, lavet af en japansk kunstner.
Og min gule hættetrøje selvfølgelig.
Berlin, mine brødre og jeg bliver for alvor dus til efteråret!
En undskyldning til min ven og en applaus til mine venner!
Der hænder at vi snakker om det, men oftest gør vi ikke. Oftest knuger jeg hånden sammen, bider mig i underlæben og kigger stift lige ud, mens jeg går ned ad Vesterbrogade. Så er det at frustrationerne går ud af fødderne, og min kogende vrede siver ud af ørerne. Når jeg er vred har jeg lyst til at at forsvinde, forsvinde fra tilværelsen og være usynlig for alle jeg kender.
Men når vi endelig snakker om det, væltes vreden ud af munden. Ikke altid i en velstøbt enhed (hvad man principielt heller ikke forbinder med vrede), men i små gryntende toner om man vil, de sættes fri, for så at hænge i luften i et øjeblik, dale som en lille hvid fjer der aldrig har betydet noget, ned mod jorden.
Men fjerden er blødere at gå på end neglene mod håndfladerne og den bidende vind i ansigtet. Det er derfor "man skal snakke om tingene".
I går var jeg ikke vred. Men stod og skulle vælge mellem indegroet irritation eller snak. Irritation over nogle menneskers barnlighed og smålighed. Det jeg gjorde var at nævne den. Men som beskrevet kom den ud i underlige grynt, grynt der fik den til at lyde værre end den var, og de landte ikke på jorden, men just på min vens øjenlåg. Som var de skabt til at lande der, og se ned på min vens store, gode hjerte der vil alle det bedste og med den samme iver som mig, henrykkes over de skøreste ting. Det at jeg udlagde min irritation, som i grunden ikke havde noget med ham ellers hans gode venner at gøre, ramte alligevel ømt på hans loyale ansvarsfølelse og uklarheden det medførte, gør ondt, det var ikke meningen. Jeg kunne se det på ham, forvirringen på hans hænder og i hans øjne. Selvom jeg ikke kan være sikker på at han tænker over det nu, gør det stadig ondt. Det gør ondt, fordi det i grunden var så ligegyldigt.
Selvom ærlighed varer længst, selvom det er vigtigt at snakke om tingene, må jeg indse at tiden nogle gange er til indpakning. Indse at man ikke er lige betydelig i et hvert selskab. Grunden til at jeg har følt på en anden måde er at mine venner, altid søger at føle alle betydelige i deres selskab. Det er sådan stilen er lagt, selvom det ikke altid er det der gør en mest 'sej'. Men det er sådan vi gør, og det ender altid godt. Og i videre udstrækning ender vi i grin over vores egne syge selv'er.
Tiden er til venner. Jeg er krebs, man siger at de er følsomme familie mennesker. Jeg må konstatere at mine venner er familie.
Men når vi endelig snakker om det, væltes vreden ud af munden. Ikke altid i en velstøbt enhed (hvad man principielt heller ikke forbinder med vrede), men i små gryntende toner om man vil, de sættes fri, for så at hænge i luften i et øjeblik, dale som en lille hvid fjer der aldrig har betydet noget, ned mod jorden.
Men fjerden er blødere at gå på end neglene mod håndfladerne og den bidende vind i ansigtet. Det er derfor "man skal snakke om tingene".
I går var jeg ikke vred. Men stod og skulle vælge mellem indegroet irritation eller snak. Irritation over nogle menneskers barnlighed og smålighed. Det jeg gjorde var at nævne den. Men som beskrevet kom den ud i underlige grynt, grynt der fik den til at lyde værre end den var, og de landte ikke på jorden, men just på min vens øjenlåg. Som var de skabt til at lande der, og se ned på min vens store, gode hjerte der vil alle det bedste og med den samme iver som mig, henrykkes over de skøreste ting. Det at jeg udlagde min irritation, som i grunden ikke havde noget med ham ellers hans gode venner at gøre, ramte alligevel ømt på hans loyale ansvarsfølelse og uklarheden det medførte, gør ondt, det var ikke meningen. Jeg kunne se det på ham, forvirringen på hans hænder og i hans øjne. Selvom jeg ikke kan være sikker på at han tænker over det nu, gør det stadig ondt. Det gør ondt, fordi det i grunden var så ligegyldigt.
Selvom ærlighed varer længst, selvom det er vigtigt at snakke om tingene, må jeg indse at tiden nogle gange er til indpakning. Indse at man ikke er lige betydelig i et hvert selskab. Grunden til at jeg har følt på en anden måde er at mine venner, altid søger at føle alle betydelige i deres selskab. Det er sådan stilen er lagt, selvom det ikke altid er det der gør en mest 'sej'. Men det er sådan vi gør, og det ender altid godt. Og i videre udstrækning ender vi i grin over vores egne syge selv'er.
Tiden er til venner. Jeg er krebs, man siger at de er følsomme familie mennesker. Jeg må konstatere at mine venner er familie.
10.2.09
6.2.09
THIS ONE
"It may appear that I am much like Playindirt. Communicating with or meeting people online. I do not search for people because I am lonely- I search because there is more beauty to be seen. There are definitely times where I am lonely, and depressed, and hopeless. But I am still blessed and will always have an aura of loyal friends revolving around me. Its intimacy that I fear for now but not forever. But as I write this every rhythm tapped on this keyboard surges me into further self-understanding. I am lucky; blessed by glorious moments. Recently I began letting myself accept the pain of others in order to strengthen not only my tolerance of people but to understand the cause and effect of human nature and the outcomes of my own actions reflected unto myself by others. I am like Playindirt in some ways, but everyone is inside or out. I can see it as well as its inverse all around me. It depends on how you carry yourself I guess."
Paul-favourite-E, a romanticist
Paul-favourite-E, a romanticist
3.2.09
Blondies: Spiser, hvad vi har spist og hvad vi skal spise
Der ligger en afgnavet kakaotop på kanten af min computer.
Ved siden af mig sidder Anna Dark - hun har lige proppet én i munden, tørret den overskydende kokos af fingrene, lænet sig tilbage i den sorte spisebordsstol og har hævet Nokia mobilen frem. Freja har knappet bukserne op og slår heftigt mave. Vi har lige fortæret et hvidløgsflute hver, en bakke æggesalat, en pakke rugbrød, fire fiskefrikadeller m. remou (sidste gang Darko spiste fiskedelle er 10 år siden i Skagen), en bakke vindruer,
arghhahahahaha! Darko har lige slået en BØVS!
Nu har Freja taget den første bid af sin ikke tredje og sidste, men anden og sidste kokostop og slukket et stearinlys med sit højre hættetrøje ærme i heftigt forsøg på at se hvad jeg skrev.
Vi skal lave 20 timers samfundsfagsprojektprojekt om amerikansk udenrigspoltik, dernæst lave og fortære spinat/feta tærte og tomatsalat...
Ved siden af mig sidder Anna Dark - hun har lige proppet én i munden, tørret den overskydende kokos af fingrene, lænet sig tilbage i den sorte spisebordsstol og har hævet Nokia mobilen frem. Freja har knappet bukserne op og slår heftigt mave. Vi har lige fortæret et hvidløgsflute hver, en bakke æggesalat, en pakke rugbrød, fire fiskefrikadeller m. remou (sidste gang Darko spiste fiskedelle er 10 år siden i Skagen), en bakke vindruer,
arghhahahahaha! Darko har lige slået en BØVS!
Nu har Freja taget den første bid af sin ikke tredje og sidste, men anden og sidste kokostop og slukket et stearinlys med sit højre hættetrøje ærme i heftigt forsøg på at se hvad jeg skrev.
Vi skal lave 20 timers samfundsfagsprojektprojekt om amerikansk udenrigspoltik, dernæst lave og fortære spinat/feta tærte og tomatsalat...
2.2.09
Jeg tænker så det knager og knager så det tænker. At tænke så det det knager og knage så det er tænker er verdens bedste overspringshandling!
Jeg tænker og knager:
Barcelona, Berlin, Sydamerika, Højskole, = 2 sabbatår.
Men åh mine gode ideér er der slet, slet ikke få af og i morgen tænker jeg sikkert noget helt nyt! Men det ville nu være en god idé, denne her!
Jeg tænker og knager:
Barcelona, Berlin, Sydamerika, Højskole, = 2 sabbatår.
Men åh mine gode ideér er der slet, slet ikke få af og i morgen tænker jeg sikkert noget helt nyt! Men det ville nu være en god idé, denne her!
Abonner på:
Opslag (Atom)
