4.3.09
28.2.09
das was berlin
frækt snap af alberte og freja
det ultimative stemningsbilelde taget med silles engangs på unter den linden
min elskede hvide afro jeg udsved tårer over, men desværre ikke hvade råd til
"Smerten er til, for at man kan måle glæden på baggrund af den"
Tibetansk ordsprog
(mit land og mit folk af dalai lama)
- Det er ikke sindsophidsende, men blot en god formulering af at livet går op og ned og at det i grunden ikke er så dårligt, men naturligt og livsbekræftende. Og det er jo blot ord på det som alle tænker, vil jeg tro.
Tibetansk ordsprog
(mit land og mit folk af dalai lama)
- Det er ikke sindsophidsende, men blot en god formulering af at livet går op og ned og at det i grunden ikke er så dårligt, men naturligt og livsbekræftende. Og det er jo blot ord på det som alle tænker, vil jeg tro.
27.2.09
en papirlap, (og imens blev skyerne sorte)
Syng til mit hjerte
Det slår,
Det slår,
Det slår,
Syng til din facade
Sprækkerne bekræfter det derude
Hvor ender verden?
Filosofien, livet
Vi er et skuespil,
materielle glæder (jeg kan ikke få nok!
Latte, kjoler, sushi, iPod)
Livet kører forbi,
Mens du synger
bilerne ned af bakken (mit holdepunkt)
Find dit sted, ellers farer du
Vild
Ellers mister du grebet om det smukke kalejdoskop
Besindelsen, og kan ikke se formerne, kun
Alt for tydeligt
Livet er kunsten
Er skyerne på himlen
Store, grå, bløde
Tidligere var de lyserøde, pink, lilla, gule
Nu er der kun gult
under
skyerne, derude hvor
Bilerne kører ned af bakken.
Jeg begyndte at skrive da skyerne var lyserøde, pink, lilla, gule
Da du elskede mig, fordi sorgen
Er sorg
Er en sorg, og det eneste der ikke er et valg.
I henhold til livet, om markerne og skyerne og duftene
Blind, stum, døv – men jeg har aldrig hørt om kronisk
Mangel på duftesans, hvor blev den af ved siden af
de tre små aber, der stod på Dit brune mahogniskab
Og Du hakker grøntsager til suppe og siger ja
Farv håret, rusk i ringen, flå i buksen, riv i brynet
”du er skøn”
Og du kigger på mig med Dine store brune øjne, og mig
og min bror er de vigtigste, for vi er substansen af dig
Græsset under mine fødder er grønt
Til foråret og i mine
drømme
Når skyerne er hvide,
Se!
Hvor end du går hen
Er der skyer på Himlen
Hvad mere forlanger
Vi?
Syng, til dit hjerte
- Susene, er
- altafgørende
Det slår,
Det slår,
Det slår,
Syng til din facade
Sprækkerne bekræfter det derude
Hvor ender verden?
Filosofien, livet
Vi er et skuespil,
materielle glæder (jeg kan ikke få nok!
Latte, kjoler, sushi, iPod)
Livet kører forbi,
Mens du synger
bilerne ned af bakken (mit holdepunkt)
Find dit sted, ellers farer du
Vild
Ellers mister du grebet om det smukke kalejdoskop
Besindelsen, og kan ikke se formerne, kun
Alt for tydeligt
Livet er kunsten
Er skyerne på himlen
Store, grå, bløde
Tidligere var de lyserøde, pink, lilla, gule
Nu er der kun gult
under
skyerne, derude hvor
Bilerne kører ned af bakken.
Jeg begyndte at skrive da skyerne var lyserøde, pink, lilla, gule
Da du elskede mig, fordi sorgen
Er sorg
Er en sorg, og det eneste der ikke er et valg.
I henhold til livet, om markerne og skyerne og duftene
Blind, stum, døv – men jeg har aldrig hørt om kronisk
Mangel på duftesans, hvor blev den af ved siden af
de tre små aber, der stod på Dit brune mahogniskab
Og Du hakker grøntsager til suppe og siger ja
Farv håret, rusk i ringen, flå i buksen, riv i brynet
”du er skøn”
Og du kigger på mig med Dine store brune øjne, og mig
og min bror er de vigtigste, for vi er substansen af dig
Græsset under mine fødder er grønt
Til foråret og i mine
drømme
Når skyerne er hvide,
Se!
Hvor end du går hen
Er der skyer på Himlen
Hvad mere forlanger
Vi?
Syng, til dit hjerte
- Susene, er
- altafgørende
U, på din pande
Ung
Uskyldig
Uvidende
Underende
Usleben
Underlig
Ubeslutsom
Utæmmet
U-alting. Det er ungdommen, og det er lige nu. N U
Uskyldig
Uvidende
Underende
Usleben
Underlig
Ubeslutsom
Utæmmet
U-alting. Det er ungdommen, og det er lige nu. N U
26.2.09
24.2.09
23.2.09
In the event of my demise
When my heart can
beat no more
I hope I die for a
principal that I
have lived for
I will die
before my time because
I already, feel
the shadow's depth
So much I wanted to
accomplish before
I reached my death
I have come to grips
with the possibility
and wiped the last
tear from my eyes
I loved all
who were positive
In the event of my demise
Tupac
When my heart can
beat no more
I hope I die for a
principal that I
have lived for
I will die
before my time because
I already, feel
the shadow's depth
So much I wanted to
accomplish before
I reached my death
I have come to grips
with the possibility
and wiped the last
tear from my eyes
I loved all
who were positive
In the event of my demise
Tupac
jo tak, estrada dusty pink
Acne brillierer, igenDette par ville stå godt til den røde elefant hue...
Her, kun her, netop her, måske flere steder (disse vil jeg ikke indrømme endnu) vedkender jeg at Bob Dylan kan noget. Efter utallige afspilninger af Desire på anlægget står det tydeligere og tydeligere at han har noget, noget specielt. Hvorvidt det for vildt kan jeg ikke sige endnu men One More Cup of Coffee er et skønt nummer, lyt lyt.
19.2.09
De Evige Tre
Den første weekend i november 2008, drog de tre kæmpehoer til Sveriges land. Målet var at ramme Tattamåla, en lille øde flække godt gemt mellem Konga og Siggamålå. Vi havde pakket det varme tøj, pulverkartoffelmos, kaffe og mælk, en lille ryger og de bedste cd'er til den timer lange køretur. Da vi først kørte over Øresundsbroen denne fredag eftermiddag indså vi at nu kørte vi, nu var det kun os og Run DMC feat. Aerosmith's Walk This Way. Over stok og sten, ud i markerne, et pit stop på en tank alt gik godt! INdtil det blev mørkt. Da var altså også her kortet skulle aflæses mere omhyggeligt - hvilket viste sig at være sværere end som så når Kisser havde lavet en så stor og fed tuschplet der hvor vi skulle dreje at vi ikke kunne se hvad byen hed. I mørket for vi altså vild på de øde mørke veje. Men på ægte ho-maner holdt vi gejsten oppe, og selv om vi måtte holde indtil siden og liste vores små pige kroppe over den store vej og Louis benådede rabetten med sit lunkne kaffeudtrykne indre, fandt vi flyvebanen. Alberte vidste, at hvis vi fandt flyvebanen var vi på rette vej. Flyvebanen er en meget bred vej, på et meget fladt område, hvor himlen ligger meget lavt. Den blev bygget under Anden Verdenskrig, men er i dag, var for hoerne, et stjerneskud der pejlede mod varme, små ludere og gun. Efter at have fået ild i pejsen, røget så vi imiskendeligt dansede amok til Matisyahu på de lyse gulvbredder krøb vi glade, og stolte over ikke at være fortabte ude i den svenske ødemark, ned i soveposerne og drømte os hen i freden.
Freden indikerede også vores morgen; da vi slog vores små blegfesne øjne op var lyset så skarpt og smukt ind i huset og fra slet ikke at have kunnet se noget af landskabet da vi ankom om aftenen, kiggede vi nu direkte i den rimklare morgenstund der isnende hvid og solen stod ned i mellem de kæmpe birketræer og ned på den store blanke sø for enden af grunden. Nu kokkerede vi så det helt store måltid og lagde os derefter hen foran pejsen for at få udrettet noget fagligt. Og tro det eller ej, fagligheden forsvandt i det at
Hings kalder. Fortsættelse følger...
17.2.09
Varme
I dag til yoga startede og sluttede vi med at afspænde som vi plejer. Anderledes i dag var det dog at vi skulle tænke på et rum, et godt rum. Jeg kom i tanke om Mummidalen - hvis man læser de tegneserierne bliver man helt lyksalig af at se på denne. Det er et bakket lysegrønt landskab i fuld flor; blomster i alverdens farver ligger ud over engene, mummitroldene danser her rundt i glæde og jeg glædes selv endnu mere ved tanken om at være i deres sted.
Jeg har set et sted som dette. På Ærø, en varm forårsdag sidste år. Cykelturen fra Ærøskøbing til Søby var meget lang. Gennem terræner, små landsbyer med gadekær, sving der gør en rundtosset. Pludselig cykler man langs vandet og få minutter efter er man inde i det idylliske landskab igen. Ikke den slags tur jeg oftest tilbagelægger på en cykel og netop derfor måtte min store ladne krop da også gå død. Men netop før den gjorde det på cykelturen sidste år, lige da jeg kunne mærke at mit sind svimlede allermest i varmen, var allermest fyldt med en så klingende romantisk idyl at jeg troede jeg skulle falde af cyklen. Der fangede mit blik virkelighedens Mummidal. På den anden side af hegnet der var sat op af gamle pæle var græsset endnu grønnere en hidtil og mælkebøtter og andre småblomster prydede dette syn og det slog gnister i mine øjne, pga solen der stod lige over bakketoppen og fastlåste dette uendeligt smukke stykke danskhed midt på den lille ø, ude i det ganske danske øhav.
Og det var dette der blev mit rum i dag. Det var her jeg i få minutter der føltes som time indelukkede al min ro, al min varme, al min glæde. Her jeg fokuserede og afgrænsede mit sind og pludeselig følte mig til stede igen; mit hjerte gav et hop og min krop genopfyldtes med positiv energi. Energi der frembragtes i et smil og et pludseligt skær af lys på indersiden af øjenlågene. Og dette skete i det forrige fitnessholds stadigt hængende svedlugt, i en tætpakket, tætbedugget holdsal på en brugt gummimåtte på Gasværksvej. Men idyllen, roen, glæden, indkransede blot endnu mere og da jeg efter at have have lavet en times øvelser, herunder en del der åbner brystet var jeg så lettet, som da jeg først havde begyndt cykelturen på den varme forårsdag for snart et år siden.
Jeg genså en utopi og jeg vil aldrig glemme den.
Jeg har set et sted som dette. På Ærø, en varm forårsdag sidste år. Cykelturen fra Ærøskøbing til Søby var meget lang. Gennem terræner, små landsbyer med gadekær, sving der gør en rundtosset. Pludselig cykler man langs vandet og få minutter efter er man inde i det idylliske landskab igen. Ikke den slags tur jeg oftest tilbagelægger på en cykel og netop derfor måtte min store ladne krop da også gå død. Men netop før den gjorde det på cykelturen sidste år, lige da jeg kunne mærke at mit sind svimlede allermest i varmen, var allermest fyldt med en så klingende romantisk idyl at jeg troede jeg skulle falde af cyklen. Der fangede mit blik virkelighedens Mummidal. På den anden side af hegnet der var sat op af gamle pæle var græsset endnu grønnere en hidtil og mælkebøtter og andre småblomster prydede dette syn og det slog gnister i mine øjne, pga solen der stod lige over bakketoppen og fastlåste dette uendeligt smukke stykke danskhed midt på den lille ø, ude i det ganske danske øhav.
Og det var dette der blev mit rum i dag. Det var her jeg i få minutter der føltes som time indelukkede al min ro, al min varme, al min glæde. Her jeg fokuserede og afgrænsede mit sind og pludeselig følte mig til stede igen; mit hjerte gav et hop og min krop genopfyldtes med positiv energi. Energi der frembragtes i et smil og et pludseligt skær af lys på indersiden af øjenlågene. Og dette skete i det forrige fitnessholds stadigt hængende svedlugt, i en tætpakket, tætbedugget holdsal på en brugt gummimåtte på Gasværksvej. Men idyllen, roen, glæden, indkransede blot endnu mere og da jeg efter at have have lavet en times øvelser, herunder en del der åbner brystet var jeg så lettet, som da jeg først havde begyndt cykelturen på den varme forårsdag for snart et år siden.
Jeg genså en utopi og jeg vil aldrig glemme den.
Abonner på:
Opslag (Atom)
