Langfredag

Jeg har den hudfarvede silkeunderkjole på jeg købte i genbrugsbutikken i Hundested. Den er for lille. Mine ellers småbyster er for store til de bystformedeblondeposer, der samles med en similisten i midten. Jeg drikker kaffe og spiser bastognekiks til morgenmad. Det er langfredag og der er lige så varmt udenfor som indenfor. Jeg skal udenfor om lidt. Min onkel sidder allerede ude i haven han ordner sine palmeagtige planter. De har stået i naboens drivhus hele vinteren, men nu er de kommet hjem til påske og min onkel piller alle de gule blade af der er i bunden af dem.

Andreas kommer snart. Da jeg skrev til ham før var han i Helsinge, så er der ikke længe til han kommer. Han skal tage bussen fra Vejby Station, for Peer har ikke nogen bil længere. Derfor var det også Svend vi kørte med da vi skulle til Gilleleje igår. Vi var nede på havnen kl 9 om morgenen og købe rødspætter. De var stadig levende da de kom op i posen, da vi kørte i bilen hjem og da jeg bar dem ind. Hver og én var stadig levende indtil Svend havde hentet sin filetkniv og stod ved jernbordet ude i haven og begyndte flå dem. Han havde flået mange tons rødspætter tidligere, der var ikke noget problem sagde han. Op på træskærebrættet kom de da også og så røg først hovedet sammen med lyden af halsen der bev hakket over. Så blev den skåret op på siden med finnen og det grå skind røg af. Sådan gik det yderligere fem gange, hvor en af dem stadig sprællede som en vild efter hoved og hud var røget, hovedet i en blå skraldepose sammen med de fleste og mest blodige indvolde. Så sagde Svend jeg skulle gå ind og hælde vand over dem, det gjorde jeg. Senere pillede Peer dem fri fra resten af indvoldene.

Jeg så feriebilleder fra Thailand og Mexico i går. Det var Svend og Bente der viste mig dem, for det var dem der havde taget dem. Sidste marts var de en måned i Mexico, nu havde de lige været en måned i Thailand. Eller fire uger som termen lød. De havde billederne på DVD, så vi sad i stuen langt fra det 40 tommer store fladskærms TV og så billederne køre af sig selv. I Thailand havde alle været meget søde. Hver aften havde de fået en drink på den Blå Elefant og havde fået tre sagde Bente, men Svend rettede det til fire, blomsterbørn. På billedet var der kun tre af dem undskyldte Svend, men fire små børn var kommet løbende ind for at sælge jasminer ved deres bord hver aften. De var blevet ved med at komme fordi, de vidste at de kunne få penge hos dem. Ligesom at de havde lagt penge unde deres hovedpuder hver morgen når de var gået fra hotellet. Sidste dag før de rejste var rengøringspigerne kommetløbende og havde foræret dem en kæmpe muslinge uro og en lille plastikkurv, ligeledes dekoreret med muslinger. De havde også sovet på flodbåde, sæt enden af Dødens Jernbane der hvor den grænser op til Burma, en lille dreng havde de fanget på kameraet da han hoppede fra et træ og ned i den vilde strøm i en vandfald. De havde været i en landsby med børn der sang og hvor de havde danske køer. Og en aften Svend havde bestilt kød, havde han fået koyver. Efter to bidder spiste han ikke mere. Til gengæld spiste en anden turist, fra Hundested, meget.

De mødte et par fra Hundested som de fulgtes med. "Indavl" sagde Svend, det er de i Hundested. Hver gang man spiste på restaurant i Thailand fik man en skål med ananas ind. Når de havde spist med parret fra Hundested havde manden, spist al ananasen før nogle af de andre havde nået at få noget. Svend og Bente havde også reddet på elefanter. Bente havde styret elefanten på et tidspunkt. Jeg så billeder af det hele. Flest billeder fra de red på elefanten. Elefantmanden der havde gået foran, med snoren, var nemlig blevet ved med at tage billeder. Hele tiden simpelthen. Hvis ikke Svend havde stoppet ham til sidst sagde han, havde han stadig taget billeder nu...

(vi er) The Daffodils

og der er fyldt med påskeliljer. Hvis man kigger ordentligt efter, kan man se at de glimter af guld. Jeg kan huske at de hedder daffodils pga. det virkelig gode Wordsworth digt af samme navn.

Og det er jo det optimale band-navn. Men uden musisk talent er det et gruppenavn. 

The Daffodils.

I wandered lonely as a cloud

That floats on high o'er vales and hills,

When all at once I saw a crowd,

A host, of golden daffodils;

Beside the lake, beneath the trees,
Fluttering and dancing in the breeze.

Continuous as the stars that shine

And twinkle on the Milky Way,

They stretch'd in never-ending line

Along the margin of a bay:

Ten thousand saw I at a glance,
Tossing their heads in sprightly dance.

The waves beside them danced; but they

Out-did the sparkling waves in glee:

A poet could not but be gay,

In such a jocund company:

I gazed -- and gazed -- but little thought
What wealth the show to me had brought:

For oft, when on my couch I lie

In vacant or in pensive mood,

They flash upon that inward eye

Which is the bliss of solitude;

And then my heart with pleasure fills,
And dances with the daffodils.

Liljernes farve er rød. Ikke tomatrød og ikke lyserød. Ikke bordeaux, men tæt på. Mørkere end blod. De står i en gammel krystalvase og de blomstrer stadig, de blomstrer indtil de visner. 

Det store kaffeglas er beskidt. Dvs. at der ligger lidt kaffegrums i bunden af det, at der er et par brune dråber der er løbet ned af siden og på kanten, et aftryk fra mine læber. For lidt siden gik jeg ud i køkkenet, fyldte elkogeren med 0,5 l vand fordi det ca. er den mængde vand jeg skal bruge til et stort glas neskaffe. Jeg fylder den altid lidt ekstra end nødvendigt fordi jeg bilder mig ind at det er ulækkert hvis jeg hælder alt vand fra elkogeren i glasset, at det så vil være fyldt med kalk og derfor smage dårligt.

Den trådløse B&O telefon virker ikke. Har lige prøvet at ringe til Alberte, på hjemme og mobil og til Louise. Men Bang & Olufsen telefonen virker ikke -hvor gik det galt?

I Information og alle andre af landets dagblade skriver de om den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen. De skriver om Anders Fogh Rasmussen og stillingen som generalsekretær i NATO. Om ansvaret der ligger heri og om Tyrkiets modstand af at han får denne ansvarlige stilling. 

Jeg sidder på en fletstol i stuen. Her er ingen hjemme, jeg nyder stilheden. De røde liljer står lige foran mig. Gennem bukettens utæthed kan jeg ane den anden stues støvgrå vægge, det er en smuk kontrast til de røde liljer. Det tomme kaffeglas står til højre for mig. Det er mit første glas kaffe i et par dage selvom jeg har haft brug for det, jeg har suset rundt, danset i ét virvar, lavet Ho-Manifest, hørt Himmelhunden live, kysset, crowdsurfet, drukket Jack Daniels, hørt The Doors, spist cupcakes og ben&jerry's, drømt og læst amerikansk muscle magazine (speciel Bruce Lee udgave). Jeg er som så mange gange før i overflod af kærlighed - til mine venner, til masserne, til livet. Jeg prøvede at ringe til Alberte fordi jeg skulle sladre om i søndags. Det var en reaggae søndag med babser og Fine Festival. Men  jeg ville også høre hvordan hun rigtigt har det, selvom vi snakkede om det i fredags tror jeg der mangler noget, for der er stadig tårer på vej.

Jeg har haft en brusende weekend (tors-tirs), vejret er godt, alle har fødselsdag og jeg skal i sommerhus om lidt. Lars Løkke Rasmussen er Danmarks statsminister.

Livet er min legeplads.

bror og marty på eventyr - i love it

Gran Torino

næste stop i biffen bliver til den nye film med clint'en i hovedrollen!
Der er dømt patriotisk clint eastwood med riffel og kineser-bandeopgør!

http://www.youtube.com/watch?v=J9dy5yCUxOg

"
1
Filosoffen forærede mig fem konservesdåser med pølser og spaghetti i tomat. Så vendte han sig om og steg ind i sin bulede Ford der engang måtte have været grøn. Jeg råbte til ham hvorfor filosoffer og profeter altid boede i skure, og han råbte tilbage at levende filosofi og stabil økonomi var to uforenelige størrelser, det var det filosofiske spørgsmål, et valg. Jeg råbte hvilke bøger jeg skulle læse, og han råbte tilbage at han ville råde mig til at læse verden jeg gennemrejste, lytte til det folk fortalte på vejen, engang ville jeg sikkert alligevel ende i et bibliotek ...

"
Americas, Thomas Boberg

Oui!

Mine nye bedste venner er efter en uges ventetid ankommet! Det er de samme som de gamle, de samme similisten - men nu i sort istedet for grå! De grå så dog også uendeligt mange gåture, skoledage og fester; nu er jeg klar igen og twister aldrig mere i bare tæer..

zoom

to genier, en sang: La Vie en Rose

same shit, same spot, same good life.

Jeg har brugt weekenden på at høre Grieg og Cesaro Evora, læst Americas og igen ladet drømmene styre, denne gang til Cape Verde. Jeg har gumlet hele den pakke saltfisk Sif glemte i min taske i går på Ritz, og jeg har siddet på et koldt fortov i Frederiksbergs pariserkvarter med Freja og spist Wasa knækbrød, som vi snuppede i farten efter yoga timen.
Morgenstimmung, klassikeren der har kørt repeat minder mig om Sophienholm, Furesøen og at vi i Virum lejede videofilm oppe på tanken. Det var før Blockbuster gjorde sit indtog sammen med 7/11 der nat efter nat fodrer fordrukne kroppe med babybites & Cocio og et tilbud om to hotdogs for fyrre kroner.
Jeg har også lige læst Cover (bemærk: Danmarks førende modemagasin!) og undrer mig over hvorfor vi skal kigge på det lodne indhold i en 30-årig kones taske. Der er pastiller, mobil, solbriller, nøgler, læbepomade osv. Det hele skal gerne være en kitsch blanding af dyre mærker og Stimorol - hvis man skulle lugte af de løg der var i tunsalaten i den 80 kr. dyre sandwich på café Europa. Der er også blandet valuta og hot-spot polaroid fotos. En blanding af dyrt og billigt, ferie og hjemme og siger en masse om en random stylists yderst misundelsesværdige personlighed……........
We know, we know. I er zmarte og zprudlende, I er urbane, glitter, guld og Alexander Wang. Kan jeg ikke også få en streetcredit-psykoanalyse på min ven Marc der også går med Chanel læbestift og Tom Ford solbriller, har Moleskin kalender, tyer til Edith Södergran, den Nokia mobil halvdelen af landets befolkning har, en pakke Marlboro Light (fordi de er guld og Carrie ryger dem) og de tilhørende 10 lightere i alle regnbuens farver i forummet. En tom ice-tea flaske (”no sugar added”), en nusset tampon jeg ikke agter at tage op af tasken i tilfælde af at jeg skulle forbløde i Holly Golightly fx – men heller aldrig ville drømme om at stikke op i mit skræv efter den har rodet rundt nede på bunden med Marc Jacobs plastre og skytsenglen Kaptajn Haddock hæftet til min livsline: Cykelnøglen. Pungen er stoppet med plastikkort og bon’er på nudler til 2 kr., sushi til 200 kr., ikke længere to men ét kondom og et klippekort der ikke virker. Også landet valuta, brugte biograf billetter til Slumdog Millionaire (otte x oscar + happy ending = alle elsker den), en hårelastik og et Baresso stempelkort fra den gang jeg var aspirant og som jeg aldrig kommer til at bruge, fordi filterkaffen i min termokande er lige så god som filterkaffen brygget af de jyske sjæle der i den grad har gjort sit indtog i købstadens Baresso’er.
We’re all cool, ain’t we?
Jo.
Det er da også bare det tasken fortæller, bloggerne fortæller (vi skriver alle det same crap og er alle i mod at Oasis spiller på årets Roskilde), det min gode ven Yvan fortæller når han jagtende knipser ansigter til alle verdens modeuger, det er det en tur på Istedgade fortæller og det en tur i Hvidovre Centret fortæller (say whaaaaat). Det jeg bruger min tid på at kradse ned lige nu i stedet for at ordne noter til terminsprøverne i den kommende uge. Det manifesterer sig bag mine tidligere rødvins-beduggede øjne (7/11’ens bedste, solgt til mig af en bebumset dreng med store fortænder), gang på gang og stopper aldrig. Same shit, same spot, same good life.

Du siger at sorg er
at købe sig fattig i ure, tasker og sko

Jeg siger at sorg er
at være bevidst herom,
- hjulet er punkteret
og at jeg er bedre stillet
foruden.

"prepare to be amazed"

dengang og nu

mormors foretrukne. mange marcipanbrød. toppen af (livs)bjerget. fisk. det halve af hundrede. en halv livstid. en pakke cigaretter og en kop kaffe. hurtigere væk end tilkommet. en stor fadøl på rust minus to kroner - absurd. påskeægget fra bedstefars pengetræ. er bedst foldet sammen to gange. livline i hvem vil være millionær. man er stadig arbejdsdygtig og skal ikke skyde sig selv. min 68'er generation lige nu. og tusind gange mere.

Hvilken fredag!

Lige nu sidder jeg i stuen og hører Lisa Ekdahl efter en formiddag der startede med negative vibrationer og lige nu har jeg mod på det hele, det hele!

Vi startede med i engelsk at se filmen The Doors om Jim Morrisons liv, man drømte sig hen i 60'erne, til Venice Beach, The Factory og rock'n'roll. Mere skrig og til meget mere William Blake. Så gik turen til Phendeling i Nørregade som bød på en buddhistisk nonne. I buddhismen kigger man ind i sig selv, og hvad der var af svar på karma (årsag og virkning) var livsbekræftende. Jeg fik også buddhismens svar på at forholde sig til selvmord. Det tog mig lang tid at tage mod til at spørge, men jeg tog mig sammen og tænkte at der jo ikke var noget galt i at spørge, selvmord skal jo netop ikke være et tabu man ikke snakker om. Ironisk nok, var svaret jeg fik nemlig det samme som jeg selv er kommet frem til udenfor buddhistisk tankegang. Oversat til buddhistisk er svaret karma og medfølelse.

Karma. Medfølelse. Jo, det holder

Det første der skete da jeg kom ind i bussen hjem mod Vesterbrogade 208 - grunden til at jeg angiver adresse, er at hjem for mig er Vesterbrogade 208. Snart noget andet, hjem i Neukölln fx. I hvertfald var der en ældre sortklædt karismatisk dame med hvid neglelak, røde læber og meget blå øjne. Hun hoppede op fra sædet og spurgte om jeg ville ind og sidde, for jeg skulle sikkert længere end hun selv. Det endte med en lang snak om snak, om at blive ved med at snakke og om hvordan vi var før snakken. Men mest af alt tænkte jeg: Karma.

Solen skinner på den gamle dame med den blå rolator. Hun drejer i et U-sving midt ude på Vesterbrogade, rundt om den store hvide varevogn, der engang var hvid men nu er snavset, af livet.

Da jeg kom ind af døren var mamma H hjemme. Først fik jeg bekræftet min første Trendsaleshandel: Nye Sonia Rykiel sneaks. Og derefter brusede jeg ud om karma, om dagen, om solen om, dagens to nærbesvimelser og om selvmord. At det ikke handler om skyld! Men at perosn der begår selvmord selv står til ansvar, at det ganske rigtigt går ud over os pårørende; men at det aldrig bliover vores skyld. Med vores, mener jeg min mors, min brors og min skyld. I det hele taget menneskene omkring min far. Og jeg smilte da jeg sagde det, for jeg vidste det jo da hun sagde det, at det ikke er vores skyld. Og at der ingen grund er til vrede, men til medfølelse over at min far har haft det så dårligt at selvmord har været for ham, den eneste udvej.

Det var lettende at få bekræftet at der ingen synd er i, ikke at føle skyld.

Min mor mindede mig efter min talestrøm om, at det i dag den 27. marts 2009 er elleve år siden min far begik selvmord.

Og jeg er slet ikke det samme menneske som dengang, jeg er Martine

tømmermænd giver varme

og andre absurde ting weekenden bragte,

såsom elevrådsaftenen, og av av dagen derpå - det senere fund på mit værelse vidner om absurditeten

fødselsdag på fødselsdag, mennesker i ét virvar, fantastiske mennesker, livsbekræftende (og omvendte) samtaler

- og nu et pift med Rain

endnu flere samtaler, de tæmmede min weekend, skønt

Hvalros & Thai foreksempel - denne gang fik hun dyppet hovedet i toilettet

lagkager og babyer og dejligste hygge, og da ynkelig samling om X-factor, æv hvor absurd

Matt kom hele vejen fra london, med glæde og dejavu (for real), folk græd, folk blev stive, folk dansede og spiste punjabi

stiv igen den sidste dag og hammi

jeg kan slet ikke være i min krop efter denne weekend, det var møderne med folk, samtalerne

Jeg gentager mig selv i ét virvar

stik mig en kop te og noget mere toastbrød, jeg skal have den røde neglelak af

jeg skal

ingenting, kun det jeg vil

Edith Södergran

De fremmede lande

Min sjæl elsker de fremmede lande så højt,
som havde den intet hjemland.
I det fjerne land står de store sten
på hvilke mine tanker hviler.
Det var en fremmed der skrev de mærkelige ord
på den hårde tavle, der kaldes min sjæl.
Dage og nætter ligger jeg her og tænker
på hændelser der aldrig fandt sted:
min tørstige sjæl har engang prøvet at drikke.

Dikter (1916)


Triumf at være til ...

Hvad frygter jeg? Jeg er en del af det uendelige.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden blandt millioner af verdner,
som den bedste af alle stjerner der brænder ud til sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden løbe iskoldt i sine årer
og høre nattens tavse flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg kender ikke til andet end sol.

Tid - forvandlerske, tid - fordærverske, tid - fortryllerske,
kommer du med nye rænker, tusind listigheder og byder
mig en eksistens
som et lille frø, som en sammenrullet slange, som en klippe
midt i havet?
Tid - du morderske - vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang brænder alle stjerner ud, men de lyser
altid uden skræk.

(1916)

Septemberlyran (1918)

"vi bliver ikke noget, vi er noget"

grøn te og solstråler; hun græder ikke

selviscenesættelse af homies