Ny blog

can't touch it

www.triumfatvaeretil.blogspot.com

om nytår

jeg tror dette nytår bliver et rabalder. tendensen til at køre det op snakker alle om; årets fedeste aften og så ender det som en røvtur. at man hellere bare vil være sammen med vennerne. og det sker. selskab at de bedste hjemmefra i selskab med de bedste herfra. hvad mere kan jeg forlange?
et andet slags nytår kunne være som 2007 utopien:

lad os holde 2-mands nytårsaften - dig i guld og mig i sølv! os to og en flaske vodka / lad os lukke dørene til dit værelse og fejre nytår med manér, bare os to, men med hele svineriet, alt hvad der hører sig til - dronningens nytårstale, rejecocktail, portvin, kransekage. lad os danse os til ekstase, drikke til vi segner og lad os dejse om - sove rusen ud, dér i værelset, arm i arm, guld i sølv sølv i guld. vågne op med dundrende hoveder og leve vores drømme ud i året, lad os slikke os om munden, smage den lille rest af kransekage i mundvigen. gen-indsnuse den skærende lugt fra de utallige bordbomber, hvorfra de små orange plastikbiler, og andet konfetti ligger spredt mellem krystalglassene. lad os være indsnoet i serpentiner, og ihærdigt prøve at tvinge den sidste dråbe vodka ud. lad os elske hinanden og lyden af knaldperler, i savsmuld, knaldende side om side med vores laksko
bittesmå
(en sang om Georg, om kærlighed. jeg elsker dig)

dagen i dag om dagen i går for to år siden

"Amager i går. kartoffelsalat i stride strømme.en rar følelse, denne hyggelige, gensynets stille glædepigen der havde hængt sig selv i naboværelset, to uger efter ankomsten til efterskolen.Jonathans glæde ved Grenaa, Line - "venskabet" (til døden os skiller?)'clean' i syv dage..gammel kærlighed, hjertets opblødning -backstreet boys på repeat:"Her er min adresse", lad os være pennevenner, et grin. Men et alvorligt grinsnakken, om den optimale vinterjakkeindvandrerpolitik kl. 02.45. Tre seriøse stemmer til DF, fra de der lever i 'det'livets flaskensom indhyllet i formiddagens decembertågeflydende næsevejret vil man betegne som: Trist- hvorfor ikke: Glæde- det anderledes, det forunderlige(Emma Boda har fået trukket farven ud af håret. Mads C flytter til Malaysia) " 16.12.07

jeg klippede mit eget hår i forgårs, meget kort

papirslfy igår

pomfritter idag

film i morgen på sonnenallee

friedrichshain fredag (og lidt ping pong)

cassiopeia lørdag

louise tager hjem søndag

familie mandag

dubstep hele tiden

altid

dagen i dag om dagen i går

min mund stinker,
af nattens indtagender
vin, vodka
øl og sennepsmadder
jeg har en dårlig smag i munden
men det sneer
bag de farvede papirsfly i køkkenet
daler sneen saligt,
ingen lyde kun snefnug
der let rammer biler, skraldespande, jorden
for at blive liggende
tungerne
for at smelte

• Der var damen der brød stilheden, da hun pudsede sin næse højrt og skrattende, på dne lille bro hvor udsigten var gul og søen fuld af guldfisk.
• jeg har været meget overrasket over den enorme tendens hos det tyske herskab til at bære muleposen som taske - i medgang og modgang. Jeg har overvejet siden hvornår denne tendens er blevet så populær, hvem der har taget alle med storm. Og jeg fik svaret. I går i Neuköllns rådhus' Bürgeramt. Egentlig er det mest immigranter - de unge, de tyrkiske, kunstnerne; lykkeridderne, der betræder denne gang. Men der var et gammelt tysk ægtepar. Manden med store øre og stor næse selvfølgelig, de gror jo hele livet. Begge med gråt hår og små som mus. Hvorfor er så mange gamle mennesker så små? Vil jeg også skrumpe ind til en lodden rosin, tanker virker underlig 1,80 taget i betragtning. Tilbage til svaret der bragte de to tyskere på banen. Damen foruden alt sit andet jordfarvede og pressefoldede tøj en taske. Ikke noget sindsoprivende her, en normal håndtaske, brun og lavet af læder. Hen til Heinrich Heine, og mit blik ved hans hånd. Den holder godt fast om intet ringere end en mulepose. Dér var svaret.
• Der er mændene der kalder dig smuk. Faktisk en af de smukkeste nogensinde. På fransk.
• Der er damen der kalder sig Infamous Karaokestar. Jeg spottede hende i går, i en boghandel, med tusindvis af bøger, på engelsk, i Prenzlauerberg, hun åbenede showet der foruden hende bestod af to andre kunstnere. Pigen der havde oversat en del af Shakespeares Romeo & Juliet til 14 forskellige sprog, ved hjælp af Google Translate. Og oversat dem alle tilbage til engelsk på tilsvarende måde. Resultatet siger sig selv. Jeg grinte meget.
• Alle menneskeer tænker. Nogle tænker mere, andre mindre. Den anden dag tænkte jeg: NU. Og satte mig ud i den første S-bahn mod øst, til endestationen. Drømmen var at ende i den ægte østtyske betonghetto. Ikke Treptower eller Friedrichshain. Men det grå beton. Istedet endt ejeg i skoven. Ud af toget, til højre lå Berliner Stadtforst, tårnede sig stor og grum og skræmte mine indvolde fordi jeg havde set Antichrist dagen før. Istedet gik jeg til venstre hvor der var en lille landsby. Fine huse, søde veje, mange fine biler - men ingen mennesker! Der var en fodpleje, en kiosk, en italiensk restaurant. Jeg gik rundt og rundt, i gadekæret hvor den ensomme kirke stod, ud på en beskidt mark bag Aldi og plejehjemmet. Blev glad ved kendelsens sødme over en Mary Christmas plakat som det eneste der lyste op i landskabet (men forklarer nok også det brogede publikum jeg har solgt programmer til). Der var også en mur. Jeg overvejede om det kunne være dele af Muren, og spurgte en gammel fætter ved busstoppestedet. Han sagde det var en grænse, Grenze, og jeg spurgte for at være sikker, hvad byen hed. Han kiggede underligt, jeg kiggede underligt tilbage kunne huske at S-bahn stoppet hed noget med Wilhelm men ikke hvad præcis. Jeg måtte udprente at jeg ville vide hvad denne lille by hed og han kiggede endnu mere underligt og sagde: Berlin, det her er Berlin. Og selvfølgelig er det Berlin han har ret, udpegede jo en rute hjemme på kortet i køkkenet, men det var weird at stå in the middle of nowhere, spørge hvior man er og få svaret Berlin. Mørke begyndte at falde på så ville skynde mig at snige mig ud i skoven, så en åbning for enden af en villavej. I det jeg er på vej ind i krattet kommer en tysker, hvilket for mig til at stoppe. Den samme tyske jeg havde set gå over gaden da jeg drejede ned af denne skov vej. En tysker i slagtertøj og rødt slayerhår der først sige ringenting, så kommer nærmere og spøger hvad klokken er. Ein viertel vor vier, og så benene på nakken. Ind i toget, ind til byen, mit Berlin, home sweet home, og så kogte jeg fuldkornspasta og rosenkål.

Et punktum på øjeblikket. et komma, i uendeligheden

Jeg står her. Jeg kan ikke andet end at føle mine følelser, tro på mine intuitioner. Frygt er ikke en del af mit ordforråd. Jeg trækker vejret.
At skrive er en nedskrivning af øjeblikket, følelserne heri. De er alt vi er. Nedskrivningen manifesterer eksistensen. Den ånder ikke, men er det tætteste vi kommer på forståelsen af: os.

Louise viste mig lige det her. vi kan godt lide det:)

I am nervous. I'm afraid. But I will stand here in the white hot heat of you. I will play Russian roulette with your playlists. I will tell jokes I'm not sure you'll find funny. I will hold on until there is no more reason to. And in the end, I will break the stars and resurrect the sun.

sechs meter fleisch

Jeg skal ud og se Rudi Dutschkes hus.

Mary Christmas

Vi har rykket rundt. På værelserne. I vores treværelseslejlighed. Nu er pigerne rykket ind i stuen, vi sover stadig i vores eget værelse. At jeg har fundet mig tilrette derinde, var mit argument for at blive. Tilgengæld har de nu det store værelse på hjørnet. Da vi var ved at rykke rundt ringede min chef og sagde at jeg skulle være tidligere på arbejde, halv fem i stedet for halv syv. Så kom jeg ellers i mit sorte tøj og høje sko og fik lagt en nytårsmakeup. Det skal jeg når jeg arbejder i teatret, oversprøjtet med Chanel parfume småløber jeg i mørket ned til U-bahn, læser i min bog hele vejen, skifter på Mehringdamm. Når jeg står af på Friedrichstr. går jeg modsat af de fleste andre, de går mod S-bahn. Jeg går efter pilen hvor der står Theater. Suger på et øjeblik tjæreindholdet af en hjemmerullet cigaret ned i lungerne, og går med krydsede fingre ind og smiler til chefen, i håb om at han ikke kan lugte min cigaret. Den anden dag spurgte han da jeg kom, om jeg havde spist hvidløg, knoblauch. I går, sagde jeg, da min onkel var på besøg og undskyldte derpå. Men så undskyldte han og sagde at det ikke gjorde noget. Når jeg er på arbejde står jeg oppe på første salen. Med ret ryg, stort smil: Guten abend, og holder programmet oppe i luften. Det er et tranvestit juleshow, en rigtig kending på den tyske scene, folk kommer langvejsfra. Jeg havde egentlig troet at det var et blandet publikum, herunder mange transseksuelle fx Men min erfaring er næsten udelukkende smækfede tyskere med fedtet hår der vælter sig op af den brede vindeltrappe. Mistænkelige er de også, når de nøje studerer udvalget af cd’er jeg har på mit bord. ”DFD” siger de alle sammen. I starten kneb jeg øjnene sammen, kiggede spørgende, DFD DFD gentager de med opspilede øjne mens de hakker på plastikcoveret med deres grove pegefinger negl. Jeg siger nein, leider es ist ein CD, stadig uvidende om hvad de gamle idioter snakker om, og skruer endnu mere op for tandpasta smilet. Efter en dyb vejrtrækning kommer jeg i tanke om at V udtales som F på tysk. Nu kan jeg med sikkerhed i stemmen sige at det kun er musik og kan stadig smile når de hidsigt lægger cd’en fra sig igen, de gamle tyskere vil sgu savle over skærmen, se transen i fuld figur. Dem om det, tænker jeg og slår rekorder i salget. Jeg sælger også mange bøger ”Das handsignierte Autobiografi von Georg Preusse. Heute ist immmer buch handsigniert.” Så river de til sig. Titlen på bogen er Mein leben in ihrem Schatten.

rumsterer, rumsterer, rumsterer. I køkkenet, på loftet, i kælderen.

The bathroom. Girlfriend talked a mile aminute about her day, how she saw a fistfight on the C train, how somebody liked her necklace and Boyfriend, with his smooth Barry White voice, just kept going Yeah. Yeah. Yeah. They'd shower together and if she wasn't talkinbg she was going down on him. All you would hear down there was the water smacking the bottom of the tub and him going Yeah. Yeah. He wasn't sticking around, though. That was obvious.

Junot Díaz: Drown

20 Jahre Mauerfall: Fest der Freiheit

Ich suche nicht. Ich finde.

- Pablo Picasso

I dag er det 20 årsdagen for murens fald. Jon Bon Jovi spiller på Brandenburger Tor, og der er kæmpe domino brikker i hele byen. Vi fandt først ud af i dag at Nelson Mandela har været her og signere én. Det er jeg ikke stolt af, men vi lever i vores egen lille bobbel her i Neukölln/Kreuzberg. Vi lever af veganermad, rødvin og Billie Holiday. Traver rundt i kulden, går til jazzkoncerter og kysser lidt på de andre udenlandstyskere. Ryger hash og holder fester, danser til vi segner.

Alle de tyskere jeg har snakket med om Murens fald er gamle Vestberlinere. Så når jeg spørger om de skal fejre ryster de på hovedet og siger nein, når jeg så kigger forundret på dem siger de egal. Men det er også kun gamle tyskere jeg har spurgt - dem der boede her dog da muren stod. Damen i U-bahn sagde at hun ikke havde kendt nogle i Øst. Og hun fik jo frisk frugt, frisch Obst. Det undrer mig dog lidt at Rudi ikke skal fejre. Men han ser det nok på TV, han er jo 81 år gammel. Han blev fængslet af russerne da han var 17, i 10 år indtil han var 27. Så købte Vesttyskland ham fri. Hans søn døde i en bilulykke. Birgitte har både børn og børnebørn. Jeg tror ikke de ser dem så meget, men de savner dem sikkert. De havde ihvertfald købt en hel pose julechokolade tilhver af os, og julemandslys var der også. Ét til hver. Og så en kirsebærsnaps.

Forvandlingen er orange

Sådan en morgen
og jeg cykler gennem byen
med åbne øjne
der kan se
solskinnet flyder
orangegult
som det sidste
i en glemt appelsinvand
og der falder
så få blade
fra træerne
at ingen
bemærker det

der er ved at ske

noget stort
tiden laver sig om
og på samme enorme måde
er fiskerkonerne
evige
på kanten af kanalen
i den lille bod
uden andet navn

fiskerkonerne
er én mægtig kone
som smiler
fra mægtige vejrslidte kinder
de smelter allesammen sammen

under samme tørklæde
og øjnene
øjnene er selvfælgelig blå
på grund af alle de fisk
som den tidlige himmel

Og alle de kvinder
der cykler her
bliver til sylfider
appelsinfarvede
i tiden ind imellem
de tager afsted
og kommer frem
flyver forbi
blandt andet fiskeboden
som små udødelige stjerner

højtideligheden
i dette sug
grænser flydende som vand
til den sodavandsboblende
lyksalighed

Naja Marie Aidt, "så længe jeg er ung" - samlede digte 1991-2008

You make me feel like the good days
will last forever

Amys 22nd birthday, today

Barci!

Amy Centner.

Now I'll try to write in english. Since Amy is right beside me, reading The Alchemist - since Amy is moving in to our apartment. Since I'm so happy about it and can't wait. Yesterday we went out to hear the Old Fish Jazz Band again, it was so dope, we were ein bisschen getrunken and I had so much fun. This morning I baked vegan CHOClatecake. D-e-licious.
It's kind of weird to write in english, but I'll do it so Amy will know what the heck is going on in this post. Not that it's such a big problem with the danish; she is starting to learn! When the other girls and I occasionally says something to eachother in danish, Amy will be like: "Oh yeah, thats right, lets do that". Then we look at eachother and crack into a huge laugh. She understands.

I will dare to say understanding is a step forward to come to love people. Amy, jeg elsker dig.

dette billede er fra amys blog, mens jeg var i barce.

de andre er fra louis og min gåtur i går ..